Jeg blev nødt til at gå ind i politik, fordi jeg er lærer

Jeg bliver ofte spurgt, hvordan jeg er gået fra at være lærer til politiker. Mit svar er altid, at min politiske rejse ikke begyndte i byrådssalen. Den begyndte i et klasselokale.

I mere end 11 år har jeg arbejdet med børn i vidt forskellige situationer: I almenområdet, i specialpædagogiske miljøer og i komplekse inklusionsopgaver. Og det, der har formet mig mest, er ikke de store reformer eller fine ord om visioner. Det er børnenes konkrete hverdagsliv.

Jeg har nemlig haft elever, der ventede i årevis på en plads i en specialklasse, mens deres mistrivsel bare voksede og voksede. Jeg har oplevet et barn i fuld affekt kaste en sten gennem et vindue, fordi han manglede støtte og ikke havde flere måder at råbe om hjælp på. Jeg har siddet med forældre, der gjorde alt rigtigt – men som stod alene overfor kommunale systemer, der var for trætte og for langsomme til at gribe deres barn.

Det var i de situationer, min politiske bevidsthed blev vakt til live. Ikke fordi jeg ville være politiker. Men fordi jeg ikke længere kunne se passivt til.

Første formand med minoritetsbaggrund

Parallelt med mit arbejdsliv begyndte jeg at læse pædagogik på Aarhus Universitet med alt, hvad der hører sig til af dannelsesteorier, Salamanca-erklæring og Trivselskommissionens forskning. Alt pegede i samme retning: Når børn mistrives, er det næsten aldrig barnet, der er problemet. Det er rammerne.

Her tog min politiske rejse for alvor fart. For det er svært at have stået foran en klasse i årevis og så lade som om pædagogiske problemer kan løses uden politisk mod, ressourcer og ansvarlig prioritering.

Så nu står jeg som 37-årig lærer, studerende i pædagogik og mor til tre børn. Og efter det nyligt overståede kommunalvalg er jeg blevet den yngste formand for Børn & Ungdom i Lejres historie - og den første med minoritetsbaggrund.

Det er jeg stolt af. Særligt fordi jeg ikke sidder der på trods af min lærerbaggrund - men på grund af den.

Giver børnene stemme

Hvis vi vil have en stærk folkeskole, skal beslutningerne tages af mennesker, der kender hverdagen indefra. Mennesker der har stået i inklusionskampene. Mennesker der ved, hvad tid betyder for relationer. Mennesker der har mærket både glæden og afmagten i klasselokalet helt tæt på.

Det var derfor, jeg gik ind i politik. Jeg kunne simpelthen ikke længere være bekendt at lade være. Jeg håber derfor, at nogle af jer lærere og pædagoger, der læser mit indlæg, vil overveje at gøre det samme og tage et politisk ansvar.

For når vi giver lærerprofessionen en stemme i det politiske rum, giver vi børnene en stemme med. Og det har de mere brug for end nogensinde.