Læreruddannelsen er hjemsøgt af spøgelses­studerende, og de ødelægger det for os andre

Jeg vil gerne være en dygtig lærer, der kan danne og levere solid faglig undervisning i folkeskolen. Men rammerne på læreruddannelsen har sat gang i en ond spiral, som truer både studiemiljøet og kvaliteten af fremtidens undervisning.

Der er også en anden, mindre omtalt problematik. Læreruddannelsen tiltrækker en gruppe “studerende”, som i praksis ikke deltager i hverken undervisning eller studieaktiviteter, men som alligevel står på holdlisterne i længere tid og dermed er SU-berettigede.

Det betyder, at man kan være fuldstændig fraværende, undlade at aflevere obligatoriske studieprodukter og stadig modtage offentlig finansiering. Det er ikke blot et uddannelsesmæssigt problem, men også et politisk problem, som burde tages alvorligt.

Studerende undervurderer uddannelsen

I praksis er det os fokuserede studerende, der mærker konsekvenserne. Når halvdelen af holdet ikke møder op, sidder vi tilbage i undervisningslokaler, hvor den faglige dialog, de kritiske refleksioner og den kollektive seriøsitet taber pusten.

Alt det, der er nødvendigt for at inkarnere og udvikle didaktik, faglighed, dømmekraft, pædagogik og læreridentitet på et niveau, der gør én klar til en folkeskole, som bliver stadig mere kompleks.

De studerende undervurderer i stigende grad uddannelsen. Den nye læreruddannelse blev lanceret med mødepligt de første to år for at skabe en kultur for deltagelse og fordybelse.

Men det kolliderer med høje boligpriser og stigende leveomkostninger, som tvinger mange studerende til at arbejde ved siden af studiet. Arbejdet optager både forberedelses- og undervisningstid, hvilket gør mødepligten til en svær kabale for mange.

Nogle knækker allerede dér og dropper ud, mens andre holder ud, men bruger de sidste to studieår på at få økonomien til at hænge sammen. Resultatet er, at fremmødet falder.

Undervisere falder fra

Konsekvenserne stopper ikke ved bristede studieforløb. De følger med ud i folkeskolen. Når uddannelsen kan gennemføres uden konsekvent deltagelse og reel fordybelse, sendes nyuddannede lærere ud i et job, hvor de mangler redskaber til at håndtere hverdagens kompleksitet.

Er det tilfældigt, at mange nyuddannede lærer springer fra skole til skole de første år? Måske er det manglende teoretisk og didaktisk ballast, som resulterer i, at de ikke kan bidrage med kvalificeret faglighed i de team-samarbejder, som de fleste folkeskoler bygger på.

Der er endnu en dimension, nemlig underviserne. Et undervisningslokale med fem fremmødte ud af 33 fungerer ikke. Underviseren mister motivationen for at planlægge kvalificeret undervisning, som kun en brøkdel får udbytte af. I værste fald fravælger dygtige undervisere læreruddannelsen. Hvem erstatter dem? Ofte undervisere med mindre- erfaring, overskud og faglig tyngde.

Kvaliteten falder. Spiralen fortsætter, og til sidst uddannes lærere, der ikke er ordentligt rustet til det ansvar, samfundet forventer, at de skal løfte.

Får konsekvenser for hele folkeskolen

Hvis det fortsætter i denne spiral, rammer det ikke blot læreruddannelsen. Det rammer fremtidens folkeskole og dermed hele velfærdssamfundets fundament.

Hvis folkeskolen skal sikres, må vi tage fat dér, hvor det hele starter nemlig på læreruddannelsen. Det kræver deltagelse. Det kræver tid. Det kræver kvalitet. Og det kræver, at både studerende og undervisere får rimelige vilkår. En stærk folkeskole kræver stærke læreruddannelser.