Hvorfor må billedkunst ikke bare være sansende og skabende?

Jeg har altid været vild med billedkunst. Derfor var det også naturligt for mig at vælge faget på læreruddannelsen. Faget har altid været dér, hvor jeg fandt glæden ved at skabe og formidle, og ligeså naturligt tænkte jeg, at jeg skulle skrive min bachelor i billedkunst.

Men sådan har jeg det desværre ikke længere. Efter min sidste eksamen tog jeg den svære beslutning at droppe billedkunstbacheloren og skrive i et andet fag. Det var nemlig i eksamensprocessen, jeg mærkede klarest, at alt det, der burde være kernen i billedkunst – arbejdet med materialer, teknikker og æstetiske udtryksformer – kom til at stå i skyggen af det akademiske.

Man kunne måske tro, at det kun handler om min egen oplevelse på læreruddannelsen – men det gør det ikke. For den læreropdragelse, vi får på læreruddannelsen, risikerer vi senere at tage med ud i landets billedkunstlokaler som en kultur, hvor vi vægter det akademiske langt højere end det det sanselige og eksperimenterende arbejde, som faget ellers forpligter sig på.

Får vi et endnu mere akademiseret billedkunstfag, er det stik mod undervisningsministerens (og mange andres) ønske om en mere praktisk skole, hvor der netop skal være plads til at arbejde undersøgende, eksperimenterende og refleksivt med materialer, teknikker og æstetiske udtryksformer.

Elever uden fantasi

Det betyder naturligvis ikke, at alt det teoretiske skal gemmes væk. Som billedkunststuderende befinder vi os selvfølgelig i et spændingsfelt mellem akademiske krav og skolens konkrete virkelighed. Men det bør være læreruddannelsens opgave at bygge bro mellem disse – ikke at prioritere det ene på bekostning af det andet.

Dette spændingsfelt har vækket en grundlæggende undren hos mig gennem min studietid. Studieordningen for billedkunst formulerer nemlig en tydelig forventning om, at vi lærerstuderende udvikler kompetencer til at arbejde undersøgende, eksperimenterende og refleksivt med billedsprogets materialer, teknikker og æstetiske udtryksformer.

Gennem dele af undervisningen på læreruddannelsen er det da også lykkedes. Men det, der i mindre grad er lykkedes, er, hvordan vores viden om materialer og æstetik konkret kan omsættes til undervisning, der åbner verden for de elever, vi skal ud at arbejde med på skolerne. Hvis vi efter vores læreruddannelse går ud i billedkunstlokalerne og reducerer faget til teori og begreber, reducerer vi også børnene til elever uden fantasi. Og så mister vi et vigtigt dannelsesperspektiv.

Billedkunst på læreruddannelsen bør således ikke kun handle om at kunne redegøre for teoretiske begreber, men om at kunne facilitere meningsfulde og skabende processer med afsæt i vores kommende elevers egne erfaringer.

Skaberglæde, kreativitet og entreprenørskab

Vi risikerer at kvæle faglig stolthed og engagement hos os kommende billedkunstlærere, hvis vi fra starten af lærerstudiet drukner billedkunst i teori og begreber. Til gengæld kan vi risikere at skabe en præstationskultur, hvor det, der for alvor er vigtigt i faget, er alt det akademiske, der er så langt fra vores kommende praksis ude på skolerne.

Vi lærerstuderendes evne til at iscenesætte sanselige, billedskabende læreprocesser risikerer at træde i baggrunden til fordel for korrekt og teoretisk begrebsanvendelse, som det gjorde til min eksamen. Det er paradoksalt, for billedkunst på læreruddannelsen skal netop ruste os kommende lærere til at understøtte børns æstetiske erkendelse gennem eksperimenterende billedarbejde.

Derfor mener jeg, at vi har behov for en diskussion af billedkunst og de øvrige æstetiske fags bidrag til lærerprofessionen. For hvis vi mener det alvorligt, når vi taler om skaberglæde, kreativitet og entreprenørskab i skolen, må vi også sikre, at læreruddannelsen understøtter disse kvaliteter.

Lykkes det, håber jeg, at mange kommende lærerstuderende vælger billedkunst til, og at mange af dem endda får lyst til at skrive bachelor i faget.