Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Debat

Kære politikere, I får dumpekarakter for at forkorte læreruddannelsen

Regeringens ændringer af læreruddannelsen er en ommer, mener dagens debattør.

Daniel Panduro
Daniel Panduro Lektor i samfundsfag ved Københavns Professionshøjskole
2 kommentarer
18. juni 2025, kl. 05:00
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.
2 kommentarer

Man skal nok have brugt sine fredage i studietiden med hovedet nede i excel-ark i stedet for i en fredagsbar for oprigtigt at tro på, at det at skære en måned af læreruddannelsen vil betyde, at de lærerstuderende kommer hurtigere i job.

Men det er ikke desto mindre det, som forligskredsen omkring professionsuddannelserne har besluttet: For fremtiden skal mine og alle andre lærerstuderende op og forsvare deres bachelorprojekter i maj, hvor det hidtil har været en måned senere. Gevinsten skulle ifølge excel-logikken være, at de så kan komme hurtigere ud på skolearbejdsmarkedet.

Konsekvensen er selvfølgelig, at de studerende har en måned mindre til at færdige det store mesterværk, kronen på værket: Bachelorprojektet. Det er én ting, men hvad vigtigere er, at de kommer til at aflevere og forsvare deres projekter, inden fagfordelingerne sådan ægte er færdige ude på skolerne, og lærerjob.dk dermed stadig kun indeholder timerester og korte barselsvikariater.

Samtlige lærerstuderende ender med at få mindre undervisning

Daniel Panduro Lektor, Københavns Professionshøjskole

For lad os nu bare være helt ærlige: Der er ingen skoler, eller i hvert fald kun ganske få, der søger en lærer med opstart 1. juni. Man starter ikke et nyt lærerjob med at arbejde en måned for så at gå på sommerferie. Lærere går som hovedregel på pension eller finder nyt job til 1.august. Sådan er skole-årshjulet bare, så der er nærmest ingen ledige lærerjobs at få i juni måned. Medmindre man da er så ekstremt heldig at finde et barselsvikariatet, der begynder lige før sommerferien.

En ommer

Ikke nok med at Folketingets ugennemtænkte beslutning påvirker de studerende, der med badevinger og korkbælte står på vippen til at springe ud i det pulserende og udfordrende lærerliv. Det betyder også, at samtlige lærerstuderende ender med at få mindre undervisning.

Når vi er nødt til at blokere hele maj måned til undervisningsfagseksamener, bachelorforsvar og dimissionsfester med grædende forældre og seminariekor, der synger "De smukke unge mennesker", kan vi ikke samtidigt undervise. Nok kan vi meget, men vi kan altså ikke være to steder på samme tid.

Det betyder, at forårssemestret fremover i realiteten vil hedde februar-marts-april-slut. Det er alt for kort tid til at nå det, der skal nås, og det vil alt andet lige forringe kvaliteten af de kommende læreres uddannelse.

Det giver absolut ingen mening, hvis man tror, at statskassen kan spare penge ved, at mine lærerstuderende skal dobbelt så lang tid på dagpenge

Daniel Panduro Lektor, Københavns Professionshøjskole

Det kan godt være, at det giver mening at forkorte uddannelsen til sygeplejerske, socialrådgiver og tekstilformidler, og det er da muligt, at de godt kan få job første juni i stedet for første august.

Men det giver absolut ingen mening, hvis man tror, at statskassen kan spare penge ved, at mine lærerstuderende skal dobbelt så lang tid på dagpenge, inden de starter deres første drømmejob. Selvom dagpengesatsen er sat ned de seneste år, er den stadigt højere end SU’en, selv for udeboende.

Deltag i debatten

Har du et debatindlæg, som du synes, vi skal bringe?

Naja Dandanell
Naja Dandanell
Debatredaktør

Hvis regeringen var gået til samfundsfagseksamen hos mig og havde forsøgt at overbevise mig om, at lærerstuderende kommer i job, når der ikke er nogen lærerjob at få, og at fællesskabet sparer en masse penge ved, at de skal gå på dagpenge i stedet for SU, var de nok kommer ud af lokalet med et 00 - de såkaldte briller - og en besked om at prøve igen.

Så det synes jeg klart, at forligskredsen på Christiansborg skal gøre. Altså prøve igen.

2 kommentarer

Læs mere:

  • Lærerstuderende: Man skal kunne blive lærer i alle dele af Danmark
    Debat

    Lærerstuderende: Man skal kunne blive lærer i alle dele af Danmark

    Anneline Larsen Journalist
  • Portræt af Daniel Panduro
    Debat

    Efter kvote 2: Nu giver det endnu mindre mening, at mine studerende selv skal betale 80.000 kroner

    Daniel Panduro Lektor, samfundsfag, Københavns Professionshøjskole
2 relaterede artikler
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Kære politikere, I får dumpekarakter for at forkorte læreruddannelsen

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS