Det er mit klare indtryk at pensionsopsparing ikke er det emne, der fylder mest på lærerværelserne.
Jeg erkender da også, at emnet kan falde som en tør kiks holdt op imod de mange spændende og mere pædagogiske emner, jeg ofte læser med stor interesse her på folkeskolen.dk.
Dog har jeg ikke kunnet dy mig for at tage emnet op i dette forum, da jeg selv for mange år siden havde en matematiklærer, der lærte mig værdien af rentes rente og evnen til at tænke økonomisk langsigtet.
For medlemmer med 20, 30 eller 40 år til pension er den største risiko ikke kortsigtede udsving undervejs, men ganske enkelt et for lavt afkast over tid
Mikkel Vinther Motzkus Lærer
Min interesse for økonomi blev med andre ord grundlagt i folkeskolen, og da pension jo ganske vist udgør en stor andel af vores fremtidige økonomiske situation, har jeg set nærmere på årsopgørelserne af afkastet i Lærernes Pension i perioden fra 2006-2024 – altså rundt regnet i de seneste 20 år. Her viser det gennemsnitlige årlige afkast nemlig ”kun” at være på 5,65 procent.
5,65 procent kan måske lyde fint nok, men sammenholdt med oplysninger fra det globale MSCI world indeks har det til sammenligning hen over de seneste 20 år givet et årligt markedsafkast på 8,5 procent. Altså næsten tre procentpoint mere hvert år. Det rejser et centralt spørgsmål: Får DLF’s medlemmer det afkast, deres tidshorisont egentlig tilsiger i LP Pension?
Forskellen på et givet afkast kan måske synes begrænset fra år til år, men over et helt arbejdsliv bliver konsekvensen ret markant. Rentes rente betyder, at selv få procentpoint kan udvikle sig til en væsentlig forskel i den samlede pensionsformue over årtier.
Kun én investeringsprofil
I dag er realiteten, at medlemmerne i praksis er bundet til én overordnet investeringsprofil. Den er bredt sammensat med en betydelig andel i obligationer og andre stabile lavrisikoaktiver, hvoraf kun 44 procent er placeret i globale aktier.
Det giver selvfølgelig tryghed og lavere udsving, men det begrænser også det langsigtede afkastpotentiale, særligt for medlemmer, der ligesom jeg selv har mange år til pensionsalderen.
For medlemmer med 20, 30 eller 40 år til pension er den største risiko ikke kortsigtede udsving undervejs, men ganske enkelt et for lavt afkast over tid.
Derfor forekommer der et stort behov for, at man i LP Pension finder en løsningsmodel, hvor medlemmerne kan vælge alternative investeringsprofiler på linje med mange andre moderne pensionsselskaber.
Pensionsopsparing er en af de mest afgørende økonomiske faktorer i et arbejdsliv
Mikkel Vinther Motzkus
Selvfølgelig er det vigtigt at anerkende, at pensionsmidler forvaltes med hensyn til ansvarlighed, bæredygtighed og solidaritet. Det er vigtige prioriteringer, men de bør ikke stå i modsætning til den enkelte lærers mulighed for at opbygge en bedre pensionsformue i løbet af sit arbejdsliv.
Pensionsopsparing er en af de mest afgørende økonomiske faktorer i et arbejdsliv. Vi lærere betaler trods alt 17,3 procent af vores faktiske løn til pensionsopsparingen hver måned. Netop derfor bør den enkelte ikke være låst fast i én løsning. Et moderne pensionsselskab bør rumme både fællesskabets hensyn og individets valgfrihed og behov.
Spørgsmålet er derfor ikke, om der skal være trygge vilkår, hvis man står over for pensionsalderen inden for en kort årrække, men om der også skal være plads til os, der både har tiden og aktivt ønsker at tage et ansvar i forhold til at få mere ud af vores pensionsopsparing.
Hvor ville jeg dog ønske, at der var flere valgmuligheder i LP Pension
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.