Skal fremtidens folkeskole formes af djøfferne?

Kigger vi ned over medlemmerne af det afgående Børne- og Undervisningsudvalg i Folketinget, der har ansvaret for udviklingen af vores fælles folkeskole, så er der en stærk overrepræsentation af universitetsuddannede. Kun seks medlemmer ud af 29 har en uddannelse, der direkte har relevans til folkeskolen.

Hele 19 af udvalgets medlemmer har en universitetsuddannelse, og heraf har halvdelen af dem en uddannelse som cand.scient.pol. Populært sagt den fulde uddannelse til professionel politiker. 

Spørgsmålet er derfor, om vi folkeskolelærere, elever og forældre kan være trygge ved at overlade fremtidens folkeskole til et flertal af universitetsuddannede politikere, og lade dem have ansvaret for at skabe rammerne for udviklingen af vores fælles folkeskole?

Jeg er ikke tryg. 

Jeg synes, at sporene skræmmer fra de seneste 10-15 år. Siden skolereformen i 2013 har det været med ar på sjælen, og altid en smule nervøsitet, når man hørte nyt fra Christiansborg. Det har dog ikke fået mig til at opgive troen og kærligheden til folkeskolen, og jeg går på arbejde i dag med lige så stor iver, glæde og lyst, som da jeg startede som lærer for 28 år siden.

Mere fragmenteret elevgruppe

Jeg er ikke typen, som mener, at alt var bedre dengang - ting udvikler sig, og forholdet mellem børn og autoriteter, i dette tilfælde lærerne, har også udviklet sig markant i de seneste 28 år. I mine øjne er det ikke problemet. Jeg elsker, at eleverne i dag er nysgerrige og tør stille spørgsmål til både mig som person og min undervisning, og på den måde er det tydeligt, at autoritetstroen er mindsket. 

Men dér, hvor problemerne i klasseværelserne i dag opstår, er, at den gruppe af børn, som vi har i klasserne i dag, er mere fragmenteret end tidligere. Vi har individer, som har anden kulturel baggrund, nogle er blevet opmærksomme på deres seksualitet og køn, andre har psykiske udfordringer lige fra særlig sensitivitet, angst, ADHD, socialfobi og autisme. Individuelle forhold, som vi i dag er bevidste om, og som selvfølgelig gør det svært for børnene at indgå i en almindelig skoledag. 

Alle elever vil være en del af klassefællesskabet. Ingen møder op med den indstilling, at nu skal de rasere undervisningen, jeg har i hvert fald til gode at møde dem. Derimod er min erfaring, at børnene gerne vil i skole og være en del af det fællesskab, som en undervisningssituation kan være, og så må vi heller ikke glemme, at de faktisk gerne vil lære og blive klogere.

To lærer-ordninger i alle timer

Min indstilling er ikke at føre tingene tilbage til før 2013, men der er ting, som kan blive bedre. 

Vi skal bl.a. kigge på lærernes arbejdsforhold. God kvalitet i undervisningen kræver god forberedelse. Et godt arbejdsmiljø for eleverne kræver den rette klassestørrelse, både i forhold til antal elever og lokalernes rummelighed. Et godt arbejdsmiljø for eleverne er også at kunne opnå arbejdsro og mulighed for variation i timerne, som f.eks. mulighed for at indføre langt mere bevægelse i timerne, end vi har i dag. For at kunne lykkes med nævnte tiltag, skal vi ikke længere stå alene i klasserne. Vi skal have indført to-lærerordninger i så mange timer som muligt og helst i alle timer. Det vil give et langt bedre arbejds- og uddannelsesmiljø for både elever og lærere.

Men hvordan skulle de universitetsuddannede politikere vide det? 

Derfor er mit håb, at vi efter valget kan fylde Børne- og Undervisningsudvalget op med mange flere uddannede lærere med erfaring i den praksisnære undervisning – om ikke andet så er mit håb, at der er flere lærere repræsenteret end cand.scient.poler.