Hvem betaler regningen for, at lærere skal være meduddannere i praktikken?

For nylig havde jeg en god og åben mailudveksling med en lektor fra læreruddannelsen. Han rakte ud til mig for at få mit lærer- og praktikblik på en tekst, hvori han ønskede at fremhæve de gevinster, der kan være ved at have lærerstuderende i praktik.

Anledningen var, at han oplevede, at dialogen med uddannelsesskolerne ofte kredser om økonomi – nærmere bestemt en forventning om, at det finanslovsbestemte taxameter skal dække alle omkostninger ved at have lærerstuderende. Det mente han, at “det vanskeligt kan og ikke nødvendigvis skal.”

Emnet falder mig for brystet, fordi lærerne på uddannelsesskolerne i den nyeste bekendtgørelse for læreruddannelsen, LU23, har fået titlen meduddannere. Det er et markant ordvalg, der forpligter, men titlen står i skærende kontrast til de ressourcer, der er afsat til opgaven.

En gave eller en opgave?

Af gevinster nævnte lektoren blandt andet, at praktik kan være en faglig gave for læreren, fordi det giver mulighed for at reflektere over egen praksis. Det er jeg grundlæggende enig i, at det kan være. Men jeg måtte også svare, at hvis man begynder at argumentere for, at uddannelseslærerne kan aflønnes med en gratis refleksion over egen praksis, så forveksler man faglighed med frivillighed.

Dertil er det ikke alle, der ser praktikvejledning som en gave med sløjfe på, men snarere som endnu en opgave i en hverdag med et i forvejen højt arbejdspres. Uddannelseslærere får ganske vist et løntillæg, men det står sjældent mål med det ansvar og den tid, som kvalificeret praktikvejledning kræver.

Jeg tillod mig at returnere mailen med et kækt tankeeksperiment: Hvad ville der ske, hvis vi bad lektorerne på læreruddannelserne om at besøge praktikken og observere praksis uden at blive kompenseret økonomisk? Ville det mon blive kaldt for en faglig gave eller en urimelig arbejdsopgave? Jeg kender ikke svaret, men jeg har da min anelse.

Kvalitet i praktik kræver økonomisk prioritering

At kvaliteten i praktikken skal løftes, er de fleste nok enige i, for tallene taler deres tydelige sprog. Ifølge EVA’s publikation ‘Sådan kan kommunerne styrke kvaliteten af lærerstuderendes praktik’ (2024) oplever lærerstuderende lavere læringsudbytte og ringere vejledning end på andre professionsuddannelser. 35 procent fortæller, at deres vejleder ikke kobler teori og praksis, og 21 procent oplever, at de ikke har fået indblik i, hvordan teorien fra uddannelsen bruges i praksis.

Det er alarmerende tal. Især nu, hvor praktikken i LU23 er hævet til 40 ECTS-point og dermed udgør en bærende søjle i læreruddannelsen.

Hvis praktikken skal have den rolle, kræver det tydeligere synergi mellem den teoretiske arena og den praktiske arena samt tid til reel vejledning. Det sker ikke ved at udnævne lærerne til meduddannere med en forventning om, at vi løfter opgaven på et fundament af almisse og velvillighed.

Titlen forpligter

Så hvis vi virkelig mener “meduddanner” i ordets forstand, er det på tide, at uddannelseslærere bliver behandlet som det, og at vi ikke selv står med en ekstraregning. Ellers risikerer vi, at titlen bliver en tom floskel, mens praktikforløbene fortsat er under niveau.

Kvalitet i praktik kræver derfor økonomisk prioritering. Bolden bør spilles tilbage til Christiansborg og kommunerne, for det er her, prioriteringen skal ske, og det er her, den fulde regning hører hjemme.

Hvis vi vil have praktik af høj kvalitet, må vi investere i det i form af vejledningstid, efteruddannelse og rammer, der giver lærere mulighed for reelt at fungere som meduddannere. Først da kan vi få klædt de fremtidige lærere på, så de er bedre rustede til at varetage det kæmpe ansvar, vi bærer rundt på i skoletasken mellem mål, madpakker og menneskeliv.