”Skåneskema!” Sådan faldt kommentaren prompte fra de erfarne lærere, da jeg flashede mit første skema som nyuddannet lærer. Skemaet er nu 12 år gammelt, og det er ikke i nærheden af de skemaer, som de nyuddannede i dag får stukket i hånden, når de til august starter i deres første lærerjob.
Dengang blev der taget særligt hensyn til mig, fordi jeg var ny i job. Det gør der heldigvis også i dag. Eller, med fare for at komponere en klagesang fem minutter i sommerferie, så er virkeligheden den, at de ”særlige hensyn”, vi byder de nyuddannede lærere, slet ikke er gode nok.
Særlige hensyn er nemlig efter min mening ikke én enkelt undervisningslektion mindre om ugen eller halve og hele klasselærerfunktioner. Det er for lidt for en nyuddannet lærer, som inden længe bytter studiegruppen ud med elever, forældre, kolleger og ledelse.
Jeg husker de mange beslutninger, der skulle træffes før, under og efter undervisningen, som fyldte mig med tvivl, særligt når jeg kom hjem
Mia Lodberg Nielsen Lærer i Esbjerg Kommune
Når nyuddannede skal opfinde den dybe tallerken 25 lektioner om ugen, printe, laminere og hænge ord op i det fri, så eleverne undgår den udskældte røv-til-bænk-undervisning, efterlader det ikke meget tid til deres nye sociale medie, Aula, som kræver svar inden for tre hverdage – helst før.
Og så har jeg slet ikke nævnt forberedelser til forældremøder, skolehjemsamtaler, teammøder og alle de andre møder med kolleger og ressourcepersoner fra nær og fjern.
Jeg var løbet skrigende bort
Jeg husker stadig, hvordan tiden til forberedelse føltes for knap 12 år siden, når hver lektion skulle forberedes fra bunden. Jeg husker også de mange beslutninger, der skulle træffes før, under og efter undervisningen, som fyldte mig med tvivl, særligt når jeg kom hjem.
Elevreaktionerne var mange, og de fyldte alle lige meget – ligesom forældrereaktionerne på Aula, som jeg læste mange gange sent om aftenen i et forsøg på at finde hoved og hale i en helt ny virkelighed.
Var der ikke taget særlige hensyn til mig, da jeg påbegyndte mit lærerliv for 12 år siden, var jeg løbet skrigende væk, ligesom hver femte nye folkeskolelærer gør nu. Eller drattet om.
Vores elever har brug for flere uddannede lærere og færre 4.g’ere og frivillige, men det bliver vanskeligt på sigt
Mia Lodberg Nielsen Lærer i Esbjerg Kommune
Vi har som samfund et problem, når nyuddannede lærere forlader folkeskolen midt i inklusion, klasserumsledelse og uro.
Vores elever har brug for flere uddannede lærere og færre 4.g’ere og frivillige, men det bliver vanskeligt på sigt, hvis vi ikke bliver bedre til at sikre os langt bedre lærerstartsordninger, som giver den fornødne tid og ro til den krævende opgave at agere klasserumsleder.
Behov for struktureret introforløb
Det er hovedrystende uambitiøst at overlade udviklingen af vores nye lærere til tilfældige kolleger, en forældet følordning og et klasselokale, der er proppet til randen med særlige behov.
Derfor er der behov for, helt oppe fra skoleforvaltningsniveau, at formalisere og strukturere et introforløb og en mentorordning sammen med den lokale lærerkreds. Det skal også indebære færre undervisningstimer og færre klasser, for kun sådan kan der ”skabes rum for, at nyuddannede kan reflektere over egen og andres praksis”, som det er ambitionen i arbejdstidstidsaftalen fra 2020.
Hvis vi lykkes med det, vil jeg glæde mig til at møde nyuddannede lærerkolleger med et smil på læben, når jeg ser deres skema. Jeg vil prompte sige: ”Skåneskema!”
Genindfør skåneskema til nyuddannede lærere
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.