Er det kun i fantasiens verden, at lærerne faktisk har autoritet?

Der var engang tre lærere, som drømte om at undervise, inspirere og åbne verden for deres elever.

Pludselig hørte de om en demonstration imod lærermagt, og deres øjne blev lige så store som tekopper. Demonstration mod lovforslag eller ej mente de, at der ikke bor en "lektor Blomme" i danske folkeskolelærere, og havde der gjort, var fyresedlen allerede klar i dueslaget.

De tre lærere spekulerede over, hvordan en sådan demonstration kunne opstå i en virkelighed, hvor folkeskolen næsten var præget af det direkte modsatte. Nemlig, børnenes præmisser. En virkelighed, hvor børns rettigheder og perspektiv blev vægtet højere end lærernes professionelle dømmekraft og faglige autoritet. Lovforslaget var kommet i stand efter et ønske fra lærernes fagforening og skolelederne, da problematikken omkring lærernes retssikkerhed havde været tydelig gennem en længere periode.

De tre læreres drøm om rammesættende autoriteter og undervisning, som åbner verden for eleverne, var efterhånden kun et eventyr. I virkeligheden måtte de erkende, at mange elever ikke er undervisningsparate ved skolestart, at undervisningen er blevet meget fragmenteret og at individuelle særbehov er blevet en del af skolens hverdag.

De tre lærere forsøgte at hjælpe eleverne med at opleve, at skolen er et fællesskab, hvor positiv særbehandling er et hensyn, ikke en rettighed. De tre lærere erfarede dog, at skolens egentlige formål og faglighed gang på gang røg i baggrunden, og en grundlæggende psykologisk bevægelse havde indtaget skolens arena.

De tre lærere måtte erkende, at eleverne lavede demonstrationer, som modarbejdede deres drøm om en bedre folkeskole, hvor tryghed, omsorg for udvikling og faglig trivsel var kerneværdier.

De tre lærere havde fået fortalt, at barnet altid gør det så godt, det kan. Det var blevet en sandhed, som ikke tålte megen kritik, selvom de med deres faglighed og professionelle dømmekraft vidste, at sådanne kategoriske sandheder ikke var forenelige med et job, som er komplekst og består af mange forskellige situationer. Situationer, der ofte indebar, at eleverne skulle presses, så de lærte, at de godt kunne gøre det bedre, end de selv troede. Presses til at opleve, at selvom noget er svært, har det stor værdi at blive ved med at øve sig og gøre sig umage.

Netop dette langsigtede perspektiv var væsentligt - der stod jo meget klart i deres formålsparagraf, at eleverne skulle tilegne sig færdigheder og kundskaber.

Det betød for de tre lærere, at skolegang også var lig med moderat modgang og venlig vedholdenhed. De havde fået fortalt, at det ikke var adfærden, der var problemet, den fortalte problemet. Heller ikke det var en sandhed, de kunne genkende. Indimellem var adfærden faktisk problemet, som gjorde deres undervisning umulig at gennemføre. Som medførte utryghed, uro og endda vold. Som medførte, at eleverne ikke lærte respektfuld omgang med hinanden og lærerne.

De tre lærere ville så gerne have opbakning til at fastholde krav og forventninger. De ville gerne have hjælp til at rumme alle elever, men ikke al adfærd. Sidst, men ikke mindst ville de gerne have hjælp til at arbejde med skolens forpligtende fællesskaber og formål.

De holdt også meget af de elever, som turde udtrykke kritik og gå i demonstration. Men de frygtede, at eleverne ikke handlede på et oplyst grundlag og var præget af organisationer, der tidligere havde indledt kampagner mod lærerne, som fik dem til at fremstå som næsten voldsparate fagprofessionelle.

De tre lærere drømmer videre. Om en skole, hvor lærernes autoritet ikke er et eventyr, men en realitet. De drømmer om en skole, hvor eleverne lærer, at ligeværd ikke betyder frie tøjler, og hvor indholdet i undervisningen og øjet for fællesskabet får førsteprioritet.

Sådan, at eventyret kan begynde, hver dag, i hvert klasselokale.

Så vi, de tre lærere Andreas, Rikke og Maja, kan forblive i folkeskolen, hvor vi kan danne og uddanne en masse børn og unge. Og det er en sand historie.