Elevsynet afgør, om skolen bliver en demokratisk dannelses­institution

Det er en af de centrale pointer i den nye forskningsoversigt fra DPU “Skoledemokrati og elevinddragelse – et grundlag for demokratisk dannelse”. Her fremgår det, at elever lærer demokrati, når de oplever det i praksis. Elevinddragelse styrker elevernes demokratiske dannelse, trivsel, skoletilhør og lyst til at bidrage. Med andre ord: Det styrker skolen som helhed.

På trods af de mange skåltaler for vores demokrati er forskningen om elevinddragelse og skoledemokrati bemærkelsesværdigt begrænset i Danmark – og for mange elevrådskontaktlærere betyder det, at vi i høj grad må opfinde den demokratiske praksis fra bunden.

Mine erfaringer som elevrådskontaktlærer gennem mange år peger i samme retning som forskningen: Når elevinddragelse bliver til tokenisme – det, vi også kalder skindemokrati – falder elevernes engagement. De gennemskuer hurtigt, hvis deres stemme ikke har reel betydning. Skoledemokrati bliver mere af navn end af gavn.

En strukturel udfordring

En væsentlig del af udfordringen er strukturel. Funktionen som elevrådskontaktlærer bliver ofte nedprioriteret med meget begrænset tid til opgaven. Det betyder, at arbejdet let bliver fravalgt eller personafhængigt – og dermed sårbart.

Samtidig bliver elevdemokratiet ofte tænkt som et isoleret projekt for elevrådet i stedet for en integreret del af skolens kultur og praksis. Når der samtidig mangler en klar vision for elevrådsarbejdet, og der hverken findes uddannelse eller velafprøvede metoder til at understøtte det, må elevrådskontaktlæreren i høj grad selv finde vejen.

Hvis man vil styrke elevernes stemme, kræver det, at man både kan engagere eleverne, skabe opbakning blandt lærere og ledelse – og samtidig arbejde for, at elevdemokratiet bliver en del af skolens samlede praksis. Det er en stor opgave i en skole, hvor der i forvejen er et massivt fokus på det faglige.

Men når det lykkes, sker der noget vigtigt. Elevdemokratiet bliver ikke kun et spørgsmål om indflydelse, men om fællesskab. Det kan være med til at styrke et fælles demokratisk “vi” på skolen – ikke kun i værdier, men i praksis.

Jeg har brugt det meste af mit lærerliv på dette arbejde. Det kræver en vedvarende og fælles indsats. Det er ikke noget, man kan løfte alene.

En af de vigtigste dele af udfordringen, som vi sjældent taler åbent om, er det asymmetriske magtforhold mellem elever, lærere og skoleledelse. Måske fordi vi er bange for konsekvenserne – og for at miste kontrollen. Men hvis vi ikke forholder os til det, risikerer elevdemokrati at blive en øvelse i at blive hørt – uden at blive taget alvorligt. Det svækker skolen som demokratisk dannelsesinstitution.

Hvis vi ønsker en mere demokratisk skole – til gavn for både eleverne, skolen og samfundet – er vi nødt til at være modige og stille os selv nogle grundlæggende spørgsmål:

Hvad forstår vi egentlig ved skoledemokrati?
Hvorfor er det en fordel for skolen at inddrage eleverne?
Og hvad er det, eleverne kan bidrage med, som vi ikke kan skabe uden dem?

I den aktuelle skoledebat er der bred enighed om, at skolens demokratiske formål – med åndsfrihed, ligeværd og demokrati som bærende principper – er centralt for det fællesskab, vi alle er optaget af at styrke. Men når det kommer til, hvordan vi konkret udvikler en demokratisk skolekultur, er der langt færre svar.

Måske er det tid til, at vi tager en mere grundlæggende samtale om, hvad vi egentlig forstår ved demokrati i skolen, og hvilket elevsyn vi har – og dermed hvilken rolle vi giver eleverne som demokratiske deltagere.

For elever lærer ikke demokrati ved at høre om det – men ved at være inddraget og erfare, at deres stemme gør en forskel.