Det er sympatisk, at eleverne demonstrerer. Men det er urimeligt, at de er nødt til det

At børn og unge nu vil demonstrere mod mere magt i skolen den 8. maj, er ikke svært at forstå. De gør det fra en position, hvor de har meget lidt definitionsret over den skole, de går i.

I praksis er elever afhængige af skolens beslutninger, og derfor kræver det både mod og alvor, når de vælger at gå på gaden for at sige fra.

Men det er også dybt afslørende, at det er kommet så vidt.

De burde slet, slet ikke være nødt til at gå på barrikaderne for at kræve dialog, respekt og samarbejde. Det står allerede i loven.

I folkeskolens formålsparagraf står der, at skolen skal virke i samarbejde med elever og forældre, og at skolens virksomhed skal bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Det er altså ikke meningen, at skolen ensidigt skal definere, hvad der foregår. Alligevel er det i praksis næsten altid skolen selv, der har definitionsretten, mens elever og forældre først bliver hørt, når konflikterne er opstået.

Ser man på fagformålene, bliver det endnu tydeligere, hvad skolen faktisk er forpligtet på.

I en lang række fag står det direkte, at undervisningen skal udvikle elevernes lyst og glæde ved at arbejde med faget. I dansk skal undervisningen fremme elevernes lyst til at bruge sproget og deres glæde ved litteratur og kommunikation. I tysk skal eleverne udvikle lyst til at bruge sproget og få mod på at kommunikere. Men det er ikke kun lyst og glæde, der er bindende. Fagene skal også sætte eleverne i stand til at forstå, anvende og bruge det lærte i deres liv og i samfundet. Det gælder f.eks. også historie, hvor eleverne skal kunne orientere sig historisk i deres samtid.

Dette er bindende formål. Skolen skal hver dag sigte mod dem – leve op til dem – og regulere undervisningen, hvis det ikke lykkes! Noget tyder på, at der er behov for regulering.

Styringen er endda blevet skærpet. Med bekendtgørelsen fra 2025 er det præciseret, at formålene er bindende styringsgrundlag, mens færdigheds- og vidensmål ikke er det. Det betyder, at undervisningen skal tilrettelægges ud fra formålene – ikke omvendt.

Hvis skolen faktisk arbejdede efter formålene, ville meget se anderledes ud. En undervisning, der giver mening, skaber også respekt. En skole, der lever op til sit formål, får autoritet uden at skulle kræve mere magt.

Når det ikke sker, opstår der gnidninger. Elever mister interessen. Undervisningen opleves som noget, der bare skal gennemføres, et spil for galleriet. Der bliver uro. Og så begynder debatten at handle om disciplin, rettigheder og magtanvendelse.

Men det er en erstatningsdiskussion.

Det ses også i den nylige valgkamp. Partierne taler om flere hænder, lavere klasseloft, mere ro, mere styring eller mere frihed. Men ingen begynder med det enkle spørgsmål, om skolen faktisk styres efter formålene, den allerede har i loven.

I stedet for at spørge, om skolen lever op til det, den er forpligtet på, diskuterer man, hvordan man kan få mere magt til at gennemføre den praksis, man allerede har. Man forsøger at holde fast i en bestemt drift, hvor noget bestemt stof skal gennemgås på bestemte måder, selv om det ikke fører til den lyst, glæde og deltagelse, som formålene kræver.

Her er den blinde plet. Og vi mangler, at skolen tager sin egen lov alvorligt.

Derfor er elevernes demonstration både forståelig og nødvendig. Men den burde aldrig have været nødvendig.

Det urimelige er ikke, at børn går på barrikaderne. Det urimelige er, at de må gøre det for at kræve det, skolen allerede er forpligtet på.