Det vil gøre en enorm forskel, hvis jeg som lærer må stille disse fem tydelige krav

Socialdemokratiet har foreslået at sænke klasseloftet i indskolingen, og jeg vil gerne slå fast:

Det er ikke, fordi det ikke er en god ide at have færre elever i klasserne. Men min udfordring som lærer er ikke, at jeg har mere end 20 elever i min klasse. Min udfordring opstår blandt andet, når eleverne i folkeskolen ikke tager del i eller ansvar for fællesskabet.

I dag kommer mange af børnenes udfordringer ind i skolen, fordi forældrene selv er i tvivl om deres egen rolle. Det betyder flere møder, flere beskeder, flere konflikter, flere underretninger og mere relationsarbejde. Og jo mere skolen bliver en opdragelsesinstitution, jo mindre tid er der til undervisning og dannelse – skolens egentlige kerneopgave.

Skolen skal kunne stille tydelige krav

I vores iver efter at rumme alle, risikerer vi at rumme ingen. Når halvdelen af eleverne i en klasse har særlige aftaler, bliver det umuligt at møde alle, hvor de er. Samtidig skal skolen være eksperimenterende, kreativ og procesorienteret – men under rammer, der ikke hænger sammen med virkeligheden i klasselokalet.

Det ville gøre en enorm forskel, hvis skolen fik lov til at stille tydelige krav igen:

• at elever, der kommer for sent, venter udenfor

• at konfliktoptrappende adfærd får konsekvenser,

• at lærerne kan give en besked uden afbrydelser,

• at forældrene spiller bold på deres egen banehalvdel,

• at undervisningen ikke afbrydes af chatgrupper, legeaftaler eller andre private konflikter.

Derfor er det et godt skridt på vejen, hvis antallet af eleverne i klasserne bliver mindre, men det er også afgørende, at rammerne og rollerne er på plads for de elever, der er i klasserne, og for dem, som er ansat til at undervise dem.

Hvis lærerne kan få lov at undervise, støtte og danne, skal vi nok levere de demokratisk tænkende medborgere, som samfundet har brug for. Men forældrene må tage ansvar for opdragelsen. Og politikerne må tage ansvar for at skabe de nødvendige rammer, også de økonomiske. Det kan skolerne ikke løfte alene.

I forvejen forventer vi, at skolen skal løse stadigt flere opgaver, mens vi oplever lærerflugt, vanskeligheder med rekruttering, faldende trivsel, besparelser og lange ventetider på PPR. I horisonten lurer kollapset af den skole, der bærer vores demokrati: en skole med faglighed, dannelse, tydelige rammer, engagerede ansatte og forældre, der bakker op. Den skole må vi genopbygge – med tillid og klare roller.

For hvis ikke vi gør det, må vi erkende, at dannelsen vil flytte til andre steder end folkeskolen. Og så er det ikke bare skolen, men vores fællesskab og demokrati, der står for fald.