Det store dilemma i skolens økonomi er forholdet mellem almen- og specialområdet

Der er sat turbo på debatten om skolens ressourcemæssige grundlag. Det er ikke nyt, at vi drøfter den trængte folkeskole, men der breder sig alligevel så småt en form for fælles fodslag om behovet for yderligere midler.

Lige inden jul udtrykte økonomiprofessor Nina Smith i præcis dette medie stor bekymring for udviklingen. Der bruges, som børne- og undervisningsministeren også har fastslået, flere penge pr elev end tidligere. Men udviklingen er ikke fulgt med den generelle velstandsstigning, hvorfor skolen ifølge Nina Smith har et efterslæb på ca. fire milliarder, hvilket vel kan siges at være en betydelig sum.

Op til KV25 stod de håbefulde kommunalpolitikere også nærmest i kø for at love skolen bedre økonomi, og skolens økonomi vil med stor sandsynlighed spille en central rolle op imod det nært forestående folketingsvalg.

Det store dilemma

DLF har nedsat et skoleøkonomisk netværk – SKØF – hvor førnævnte Nina Smith og jeg selv deltager sammen med en række andre med økonomiske og pædagogiske indsigter i skolens dagligdag.

Her har vi igennem nogen tid ikke bare drøftet, hvorvidt skolen mangler penge, men også hvordan den eksisterende ramme bedst kan tages i anvendelse.

Det store dilemma omkring skolens økonomiske udvikling er forholdet mellem almen- og specialområdet. Der bruges flere penge på specialtilbud og specialundervisning, og i Danmark har vi organiseret skolernes økonomi, så de stigende udgifter skal hentes fra et i forvejen presset almenområde.

Der er under alle omstændigheder behov for at få skabt nogle bedre tildelingsmodeller indenfor skolernes arbejde med almen- og specialområdet.

En anden hovedudfordring er, at mange regnemodeller ikke tager højde for de langsigtede og afledte effekter af investeringer i skoleområdet, hvorfor de udelukkende betegnes som en udgift.

Der breder sig nogle gange en opfattelse af, at kommuner og skoler nærmest bare rykker børn og unge fra specialtilbud over i almenområdet uden at sætte ind med noget.

De fleste skoler gør noget. Ekstra støttetimer, flere lærere eller pædagoger til at støtte fællesskaberne, muligheder for efter- og videreuddannelse eller lignende. Det står ikke altid klart for forældrene, hvad der sættes ind med, og det er heller ikke altid tilstrækkeligt. Det kan være en stor omvæltning at flytte fra en børnehave med støttetimer over i folkeskolens større fællesskaber.

Skolerne kan løbende justere i indsatser, der viser sig utilstrækkelige, men problemet i at asfaltere, mens der køres, er, at børnene er der, mens det pågår. I værste fald sættes der for sent ind med de rigtige indsatser med skolevægring eller andre betydelige slagsider til følge.

Nest light

Gennem evalueringer af de berømmede og velafprøvede Nest-klasser ved vi noget om, hvad der har betydning for inklusion af elever med autisme. Kun få elever med autisme i klasserne, ikke for mange elever i klassen, to lærere eller en lærer og en pædagog, hvoraf en har de rette specialpædagogiske kompetencer samt tydelige og tidlige dialoger med forældrene.

Nest er ikke en billig model, og sættes der ind med en Nest light, eller kompetenceudvikler man først personalet undervejs, så risikerer man ikke at opnå de ønskede effekter.

Nest kan være en blandt flere velvalgte modeller, men fælles for dem er, at der skal foretages investeringer tilstrækkeligt og rettidigt mod, at der så på sigt skabes en pædagogisk og økonomisk bæredygtig model. Sidstnævnte fordi nogle af de ressourcer, der ellers skulle være brugt på specialområdet, tilføres almenområdet.

De stigende udgifter til specialområdet betyder færre ressourcer til almenområdet, der så igen kan påvirke, at der ikke sættes ind med de rette inkluderende indsatser.

At kalde det en negativ spiral eller ond cirkel er muligvis at gå for langt. Der er behov for at investere rettidigt, tilstrækkeligt og i de rigtige indsatser. Det øger sandsynligheden for, at ambitionen om en inkluderende folkeskole kan udvikle sig bæredygtigt pædagogisk og økonomisk til gavn for eleverne.

Det er den politiske opgave i den kommende valgperiode. Både lokalt og nationalt. Ellers risikerer vi at fjerne fundamentet under en skole, som vi så gerne vil skal være folkets.