Det er uretfærdigt og misvisende, at vi får skylden for skolens tabte børn

Jeg er lærer. Det er min kone også, så mange af samtalerne hjemme hos os falder naturligt på skolen, eleverne og på den virkelighed, vi står i som lærere. Sådan var det også for nyligt, da vi en aften sad i sofaen, mens DR’s program “Skolens tabte børn” løb over skærmen.

Jeg kunne se min kones umiddelbare irritation over programtitlen, og vi kom til at tale om, hvor ofte ordet “skole” bliver brugt som problemet i sig selv. Når man siger, at skolen har tabt børnene og svigtet dem, lyder det som om, det er os – lærerne og lederne – der ikke har gjort vores arbejde godt nok. Men er det virkelig sådan, virkeligheden ser ud?

Når vi bruger ordet “skolen” som årsagen til mistrivsel, kommer vi til at flytte fokus væk fra den egentlige kilde til problemet. Vi får det til at lyde som om, at fejlene ligger i klasselokalet – og ikke i de politiske og økonomiske beslutninger, der sætter rammerne. Det bliver en form for sproglig sløring, der både er uretfærdig og misvisende.

De fleste mennesker uden for skolesystemet ved nemlig ikke, hvordan ansvaret er fordelt. De tror, “skolen” bestemmer. Men det gør den ikke – og når vi bliver ved med at tale på den måde, risikerer vi at fejlinformere offentligheden om, hvor problemerne faktisk opstår.

Når støtten mangler fra starten

De beslutninger, der i virkeligheden former skolen, bliver truffet langt fra klasselokalet. Det er politikerne, der fastlægger de økonomiske rammer, lovgivningen og styringsprincipperne, som kommunerne skal følge. Og det er forvaltningen, der omsætter de politiske beslutninger til praksis – ofte med krav om effektivisering, visitation og besparelser, som lærere og ledere bagefter skal få til at give mening i virkeligheden.

Jeg møder hver dag kolleger, der kæmper for, at børn skal trives og lykkes. Vi bruger vores faglighed, vores omsorg og vores tid på at skabe ro, fællesskab og læring. Vi ser børn, der mistrives, og vi gør alt, hvad vi kan for at hjælpe. Men vi gør det i et system, der alt for ofte spænder ben for os.

I løbet af mine 14 år som lærer har jeg utallige gange oplevet, at børn med for eksempel en tydelig autismediagnose – børn, der allerede i børnehaven har vist store udfordringer med at indgå i større fællesskaber – alligevel skal starte i en almindelig klasse uden støtte. Endda selvom støtten har været til stede i børnehaven. 

Det er mig ubegribeligt, at vi som system vælger at satse på den mindst mulige indsats først i stedet for den mest nødvendige indsats fra begyndelsen. For hvis behovet viser sig at være mindre, kan man altid skrue ned igen.

Når støtten mangler fra start, og mistrivslen får lov til at vokse sig stor, er det langt sværere – og langt mere smertefuldt – at reparere bagefter. I den krydsning betaler alt for mange børn en høj pris. En pris, der kan sætte sig som nederlag, lavt selvværd og skolevægring – og som i værste fald følger dem resten af livet.

Og det er ikke ”skolens” skyld. Den kæmper hver dag for at få børn til at lykkes inden for rammer, den ikke selv har valgt. Hvis vi for alvor vil børnene det godt, må vi derfor begynde at se på det system, der omkranser skolen – ikke på dem, der står midt i det.