Inklusionsvejledere kæmper for at få deres rolle anerkendt

Jeg underviser lærere og pædagoger i at blive inklusionsvejledere. Selv om de brænder for at gøre en forskel, oplever flere af dem, at deres kompetencer ikke bliver brugt optimalt, når de vender tilbage til hverdagen på skolen.

F.eks. oplever de at skulle støtte elever, der er tildelt specialundervisning, uden at de har mulighed for at samarbejde med deres kollegaer om de barrierer, der kan være for enkelte børn.

Andre oplever, at de kun får fire timer til inklusionsvejlederopgaven, fordi underviseropgaven prioriteres højere. Til trods for at inklusionsvejlederen har brug for fleksibilitet for at kunne lykkes med en systematisk indsats sammen med et team, der er presset.

Ikke brandslukkere eller støttepædagoger

Det er tankevækkende. For der er brug for deres viden og deres kompetencer. En undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut (2023) peger på, at skoler med en tydelig strategi for inklusion og lokale ressourcepersoner – som f.eks. inklusionsvejledere/LKT-vejledere – har lettere ved selv at håndtere udfordringer og derfor sjældnere har behov for at inddrage PPR.

Det handler ikke kun om ressourcer, men også om organisering, samarbejde og faglig kultur.

Derfor skal vi turde stille skarpt på de betingelser, inklusionsvejledere og andre ressourcepersoner arbejder under. Har de reel mulighed for at samarbejde med kolleger? Bliver deres viden anerkendt og brugt? Og hvordan kan skoleledere og kollegaer understøtte deres rolle bedre?

Inklusionsvejledere skal ikke agere brandslukkere eller støttepædagoger. De skal have mulighed for at indgå i samarbejder i og om det pædagogiske læringsmiljø, så der kommer fokus på det forebyggende og foregribende arbejde. 

Ikke noget, man bare gør

Det er på tide, vi ser de uddannede inklusionsvejledere som centrale aktører i skolens fællesskaber. For hvis vi vil skabe en skole, hvor flere elever kan deltage og trives, skal vi også skabe en skole, hvor de fagprofessionelle kan samarbejde, og hvor der er en oplevelse af, at der kan handles proaktivt på de pædagogiske udfordringer, der løbende opstår.

Inklusionsvejledning er ikke noget, man bare gør. Det er et fagligt arbejde, der kræver tid, tillid og forståelse – ikke mindst fra ledelsen. Vejlederne brænder for deres arbejde, men de kæmper også. De kæmper for at få deres rolle anerkendt, for at få lov til at arbejde systematisk og for at skabe mening i samarbejdet med kolleger. Og de gør det, fordi de ved, hvad det kan betyde for eleverne og kollegaerne, når det lykkes.

Men det kræver, at ledelsen forstår, hvad inklusionsvejledning er. Det kræver, at man ikke bare slår op i skemaet og peger på en ledig time. Det kræver, at man ser vejlederen som en nøgleperson, ikke som en støttefunktion.

Det er ikke nemt. Men det er vigtigt. For inklusionsvejledningen kan noget, når den får lov. Den kan være fællesskabende. Den kan give lærere og pædagoger i skolen nye perspektiver og handlemuligheder. Og den kan være med til at gøre skolen til et sted, hvor flere elever har mulighed for at trives og udvikle sig.

Så kære skoleledere og kollegaer: Lyt til inklusionsvejlederne såvel som andre ressourcepersoner og ildsjæle i skolen. Giv dem plads. Giv dem tid. Inviter dem ind, inden problemer vokser.

Og giv dem mulighed for at gøre det, de er uddannet til og brænder for – nemlig at arbejde henimod inkluderende fællesskaber sammen med jer gennem faglig refleksion og samarbejde.