Vi skal ikke lade os narre af et politisk spin om at bruge fysisk magt

Forslaget om at give lærerne mulighed for fysisk guidning er for mig at se intet andet end symbolpolitik. Et politisk stunt forklædt som omsorg, hvor Mattias Tesfaye (S) forsøger at overbevise både lærerne og resten af samfundet om, at løsningen på uro og mistrivsel er at give os lærere lovhjemmel til at bruge fysisk magt overfor vores elever.

Forslaget skjuler den egentlige årsag til de problemer, vi står med til dagligt i klasselokalerne: Et svækket undervisningsmiljø og voksende mistrivsel skabt af årtiers politiske forsømmelser. Dette hverken kan eller skal lærerne løse ved at være udsmidere i klasserummet.

Jeg kan sagtens forstå, at frustrationen blandt lærerne vokser, når vi mangler ressourcer, støtte og tid, og når vi oplever, at nogle elever konstant underminerer undervisningen. Mine dygtige og dedikerede kollegaer yder det maksimale – og ofte langt mere end rimeligt – for at udligne følgerne af fejlslagne reformer og uigennemtænkte besparelser.

Men i stedet for at løse disse problemer, insisterer ministeren og mange andre i skoledebatten på at tale om lovhjemmel til at være fysisk overfor eleverne.

Jeg mener, at det er at føre offentligheden og hele lærerstanden bag lyset, når de prøver at overbevise os om, at det skulle løse skolens kriser. Det er uordentligt, og jeg bliver oprigtigt vred – og bekymret på eleverne og lærernes vegne.

Fejlslagne reformer

Jeg har været lærer i 24 år, og jeg møder dagligt elever med hovedpine, stresssymptomer og en lavere tolerancetærskel end tidligere. Samtidig ser jeg stigende og længerevarende sygefravær samt flere elever, der udvikler skolevægring som følge af stress og overbelastning.

I sin tid blev folkeskolereformen lanceret med ambitioner om at løfte fagligheden og styrke fællesskabet. Men følgeforskningen fastslår, at mange af målene ikke blev realiseret, fordi lærernes arbejdstid, klasseorganisation og ressourcer aldrig blev prioriteret tilsvarende.

Inklusionsreformen fik flere elever ind i almindelige klasser – uden at nødvendig støtte fulgte med. En undersøgelse fra Danmarks Lærerforening i 2025 dokumenterer, at ni ud af ti lærere har elever, som ikke får den nødvendige støtte, mens 58 procent oplever flere konflikter og vold. 72 procent peger på manglende støtte som årsag.

Alle de problemer, som begge reformer har medført, kan ikke løses af Tesfayes forslag. Mine elever får ganske enkelt ikke mindre hovedpine og stress af, at jeg får lov til at bruge fysisk magt overfor dem – og det styrker bestemt ikke læringsmiljøet.

Lappeløsning forklædt som handlekraft

Der er behov for et opråb på vegne af en skole, der bløder. I stedet for at behandle symptomerne, skal vi arbejde med årsagerne til skolens kriser. Det kræver, at lærere og pædagoger skal have tid til det, der skaber størst værdi: Relationsarbejde, nærvær og ro i hverdagen. Investeringer i mindre klasser, flere to-lærerordninger og stærke fællesskaber er også afgørende for at skabe bæredygtige læringsmiljøer.

Samtidig er der et stort behov for systematisk efteruddannelse og vidensdeling, så folkeskolen fortsat kan udvikle sig i takt med samfundets krav og børnenes behov.

Det kræver et nationalt løft. Ikke flere lovhjemler og lappeløsninger, men mod til at investere – i børn, i mennesker og i fremtiden.

Så kære lærerkollegaer. Jeg forstår fuldt ud behovet for handling, men vi må ikke lade os narre af et politisk spin, som er et udueligt plaster på såret og en lappeløsning forklædt som handlekraft. Vi skal huske på, at behovet for fysisk indgriben er ikke skabt i klasselokalet – det er skabt politisk.

Løsningen kan ikke findes i klasselokalet, hvor vi lærere pålægges at agere magtinstans for at rette op på årtiers fejlslagen skolepolitik. Vi skal passe på os selv og på hinanden og vigtigst af alt: Vi skal vi kræve reel politisk handling og langsigtede investeringer i folkeskolen.