Det er mangel på respekt for lærerne, når pædagoger laver vores arbejde

Undervisning er en læreropgave. Alligevel kunne lærerformand Gordon Ørskov Madsen fra talerstolen på årets DLF-kongres fortælle, at 63 procent af pædagogerne står alene med undervisning i et af fagene.

Det er selvsagt forkert. Loven foreskriver, at undervisningen varetages af lærere med en læreruddannelse. Ikke af historiske grunde eller af tradition, men fordi undervisning er et fag. Et håndværk. En profession.

Jeg har stor respekt for pædagogernes faglighed, men indimellem kommer jeg i tvivl, om respekten går den anden vej. I praksis varetager pædagogerne nemlig mange af de opgaver, der burde varetages af lærerne.

Jeg har oplevet, at pædagoger er blevet sat til at supervisere min undervisning og min klasserumsledelse. Jeg har også oplevet, at pædagoger har skrevet handleplaner med udsatte børn i min klasse, der skal inkluderes i undervisningen.

Begge dele burde naturligvis være læreropgaver, for begge dele handler om didaktik, undervisning og at have blik for klassens forpligtende fællesskab.

Derfor gik jeg selv på talerstolen til kongressen. Vi er nemlig nødt til at få diskuteret pædagogernes rolle i skolen. Hvor der tidligere var gensidig respekt mellem vores faggrupper, er noget ved at komme i vejen for det gode forhold. Respekten for lærernes faglighed bliver nemlig presset.

Trivsel og undervisning blev adskilt

Der er da også sket en stigning i antallet af pædagoger i undervisningen på hele 30 procent. Hvor der tidligere næsten var 5 procent fuldtidsansatte pædagoger i folkeskolen, varetager pædagogerne i dag 18 procent af fuldtidsstillingerne. Dermed er næsten hver femte fuldtidsansatte i folkeskolen en pædagog.

I samme periode er der sket en tilbagegang i lærerstillinger. Hvor der før arbejdede omkring 56.000 lærere i folkeskolen, er der nu kun ansat omkring 44.000. Selvom en del af faldet kan forklares med færre elever, vil det alt andet lige være en svækkelse af fagligheden i skolen, og det er en svækkelse af vores profession.

Da man gjorde skoledagene længere, gik mange pægagogtimer fra SFO’en til skolen. De skulle tage sig af trivslen og relationerne, mens lærerne skulle undervise og opfylde utallige faglige mål. Sådan blev det med den læringsmålstyrede undervisning.

Adskillelsen af læring og trivsel viste sig at være en kæmpe fejl, og i dag taler vi både om trivselskrise og faglighedskrise. Nu rulles de lange skoledage tilbage og læringsmålstyringen erstattes af nye fagplaner. Den understøttende undervisning er nu blevet til en timebank, der har fokus på de ti procent fagligt svageste elever.

Lærere og pædagoger kan ikke det samme

Det er her, respekten for lærernes faglighed for alvor forsvinder. Pædagogernes fagforening, BUPL, vejleder nemlig i et hyrdebrev deres tillidsrepræsentanter til, at halvdelen af undervisningen af de ti procent fagligt svageste elever skal indtænkes som en pædagogopgave.

Det er mangel på respekt for lærerfagligheden fra BUPL’s side, og det er meget bekymrende. For det er altså den gruppe elever, der har allermest brug for uddannede lærere.

I hyrdebrevet skriver de videre, at pædagogerne er ”de gennemgående professionelle, som arbejder med trivslen, som giver tryghed for børnene og som skaber et helhedsperspektiv på dem og deres hverdag”.

Den tankegang underbygges yderligere af pædagogernes formand, Elisa Rimpler, der på Facebook skriver følgende: ”Pædagogen er den voksne, børnene tør give et kram eller betro sig til, fordi vi - pædagogerne - ikke giver dem karakterer.”

Både hyrdebrevet og formandens Facebook-opslag underbygger den forfejlede forestilling, at undervisning og trivsel er frakoblede størrelser. Men det er de ikke. De hænger uløseligt sammen.

Lærere og pædagoger kan og skal ikke det samme, og vi får ikke en bedre folkeskole af at lade som om. Derfor er vi nødt til at sige til pædagogerne, at det er mangel på respekt at tro, at lærerarbejdet er pædagogarbejde.