Forleden havde jeg dansk i 8.a i de to sidste lektioner, inden der stod weekend på skemaet. Klasselokalet var over 25 grader varmt og på trods af, at samtlige vinduer og døre var åbne, var der ikke en vind, der rørte sig. Jeg måtte altså tænke i kreative alternativer, hvis jeg på nogen måde skulle få lidt viden ind i teenage-hovederne denne fredag eftermiddag.
Vores skole har indkøbt en del tavler, som enten kan bruges i klasselokalet eller tages med udenfor til en mere analog undervisning.
Mine elever blev inddelt i seks grupper, som hver fik en tavle og en whiteboard-tusch med ned i skoven tæt ved skolen. Her var der skygge og en tålelig temperatur.
I stedet for at repetere romantikken i det varme klasselokale, foregik undervisningen nu udenfor. Først i mindre grupper og bagefter i plenum.
Vi kunne også være blevet i klasselokalet, men sceneskiftet gavnede alle, og den lille tur i skoven krævede nok bevægelse til, at eleverne og jeg selv igen fik ilt til hjernen.
En stopklods for udendørs undervisning kan være, at nogle lærere finder det ukontrollerbart at tage elever med ud. Et klasselokale er godt til at sætte en ramme, for her kender eleverne rutinerne. Faste pladser kan være en stor hjælp for flere lærere, hvorfor det kan afskrække undervisere at tage på tur ud i det uvisse. Klasseledelse kan være en vanskelig øvelse for mange - selv i et klasseværelse - så hvordan skal det så ikke gå udenfor?
Variation i undervisningen
Jeg tænker, at undervisningsformer som denne er vigtige at prioritere. Men det kommer ikke af sig selv. Eleverne skal trænes i at forlade klasselokalets trygge rammer. Der skal være plads til at fejle de første gange, men langsomt har jeg over årene oplevet, at selv udfordrende klasser trives i skiftet over til den nye ramme.
Den nu afdøde canadiske stand up-komiker Norm Macdonald fortalte i sine stand up-shows om, hvordan han og en kammerat i alderen op til de seks år kunne få en hel dag til at gå med at lege med en pind. Da de så startede i skole, sad de begge og stirrede ud af vinduet på pinden. Den lå derude og ventede på dem. Men de sad nu fanget indenfor.
Selv en simpel gåtur ned til en skov kan for mange svare til at få pinden i hånden, men kun for en stund. Bagefter forventer jeg fagligt arbejde, selvom rammerne kan inspirere til så meget andet.
Det kræver træning, men at kunne tage en tur ud af klasselokalet, er også en stor del af elevernes dannelse.
Der er mange stopklodser for udendørs undervisning - men jeg har en løsning
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.