Jeg mener, læreren er vigtigere end nogensinde

Som lærer går jeg ikke rundt og forventer mig noget særligt, når skoleåret slutter. Det er altid glædeligt, hvis andre sætter pris på indsatsen, men som udgangspunkt, gør jeg bare mit arbejde.

Alligevel oplever jeg, at der altid er enkelte, der har overskud til at skrive en personlig hilsen. For nogle bliver tilfredshed ikke italesat, mens utilfredsheden ytres umiddelbart og uden filter. Det er også en del af virkeligheden som lærer. Heldigvis hælder det til den positive side, og de seneste år har mængden af positive tilkendegivelser været støt stigende.

Det fik mig til at reflektere over, hvorfor det mon forholder sig sådan.

En ny virkelighed

Jeg tænker ikke, at jeg er en bedre eller mere omsorgsfuld lærer, end jeg var for syv år siden. Men jeg tror, virkeligheden for eleverne har forandret sig.

Der er som barn eller ung mange ting at tage stilling til i 2025. Der kan ligeledes være meget at bekymre sig om. For børnene i 2025 er konstant til skue for andre.

Flere elever bader ikke længere til idræt. Det kan blandt andet skyldes, at de frygter at blive filmet. Medlemskab af onlinegrupper på sociale medier - og manglen på samme - fylder meget. Er man inde eller ude af fællesskabet?

Tør man tage med op at spise på cafe sammen med tre fra klassen? For hvad nu hvis en af dem, man spiser med, tagger en og lægger billedet op - bliver de andre piger i klassen så sure, fordi de ikke var med?

Bliver der lagt billeder op fra en fest, uden at man selv har godkendt det?

Foto: Privat

Ungdomskulturen er kompleks, fordi børn fra en tidlig alder skal vænne sig til et samvær, hvor blot en enkelt i gruppen kan gøre hele gruppens gøren og laden offentlig på et splitsekund.

Sociale medier er voldsomme for vores børn, og jeg ser en klar tendens i mine klasser, hvor det er det altoverskyggende tema, når vi snakker trivsel. Der er skabt en usikkerhed blandt vores børn.

Den tydelige voksen er vigtig

Udover det skal børn og unge også forholde sig til at være mange elever i klasserne med alt hvad det indebærer.

Hele sammenhængen kræver en tydelig og opmærksom voksen, der har øje på mange ting. Formår jeg at se børn og unge og være der for dem i hyperkompleksiteten, så har de som regel også brug for at udtrykke sig, når skoleåret slutter.

Den øgede mængde af kort og hilsner de seneste år tilskriver jeg den sammenhæng, eleverne fungerer i. Læreren er i min optik i disse år vigtigere end nogensinde. Både som en guide, mediator og omsorgsgiver i et felt, hvor elever har brug for at blive set, hørt, forstået og anerkendt.