Når elevernes faglige resultater bliver diskuteret - senest ved Pisa - savner jeg en bestemt samtale: Den, hvor vi matematiklærere sammen undersøger, hvad vi gør i timerne, hvorfor vi gør det, og hvad eleverne får ud af det.
Som lærer og matematikvejleder vil jeg gerne have mere tid til den samtale. Men mellem undervisning, forberedelse, forældrekontakt og opgaver omkring elevernes trivsel er den fælles didaktiske refleksion vanskelig at finde plads til.
Derfor oplever jeg et paradoks i Pisa-debatten. Undervisningens kvalitet har stor offentlig bevågenhed. Samtidig har vi, der skal udvikle undervisningen, begrænsede muligheder for at undersøge den sammen.
Debatten risikerer at låse sig fast. Politikere, forældre og debattører efterspørger bedre undervisning. Vi lærere fremhæver elevernes forskellige forudsætninger, koncentrationsvanskeligheder og de mange opgaver omkring undervisningen.
Når vi efterspørger tid til fælles didaktisk refleksion, efterspørger vi netop tid til at kvalificere undervisningen
Patrick Keller Matematiklærer
Jeg genkender selv behovet for at forklare de vilkår. De har betydning. Men vi må forbinde samtalen om vilkårene med arbejdet med undervisningens kvalitet.
Der findes omfattende matematikdidaktisk forskning om blandt andet forståelse, problemløsning, faglige samtaler og forskellige repræsentationer. Den giver os mange perspektiver at undersøge vores undervisning med.
Brug reglen og forstå reglen
Lad os tage en velkendt matematiktime: Læreren gennemgår en metode. Eleverne løser opgaver, der ligner eksemplet. Mange får rigtige svar, og vi går videre. Men har eleverne forstået matematikken, eller har de blot lært at følge den fremgangsmåde, vi netop har vist?
Her kan matematikeren Richard Skemp hjælpe os. Han skelner mellem instrumentel og relationel forståelse i matematikundervisningen. Forenklet handler forskellen om at kunne bruge en regel og om også at forstå, hvorfor den virker.
Politikere og medier skal inddrage lærerne i debatten om undervisningskvalitet
Patrick Keller Matematiklærer
Kan eleverne forklare deres fremgangsmåde og bruge deres viden, når opgaven ændrer sig? Det kunne vi undersøge sammen gennem deres løsninger og begrundelser.
Det er blot eksempel på en undersøgelse, forskningen kan hjælpe os med at kvalificere. Svarene kræver professionelle vurderinger i den konkrete klasse. Vi skal kunne planlægge sammen, afprøve undervisning, undersøge elevernes udbytte og justere vores valg.
Her har matematikvejlederne en væsentlig opgave. De kan bringe faglig viden ind og understøtte udviklingen. Men et inspirerende oplæg på et fagudvalgsmøde gør det ikke alene.
Der skal være tid til samarbejde og opfølgning, hvis inspirationen skal få betydning i matematiktimerne. Ellers afhænger udviklingen kun af, hvad den enkelte lærer eller vejleder kan finde overskud til mellem alle de andre opgaver.
Lærernes professionelle ansvar
Mit ønske er derfor konkret: Skoleledelser og kommuner bør prioritere tilbagevendende tid til fagligt samarbejde om undervisningen og give matematikvejlederne mulighed for at understøtte det over tid. Politikere og medier skal inddrage lærerne i debatten om undervisningskvalitet.
Vi lærere skal bruge tiden til åbent at undersøge vores valg og vaner. Vores professionelle ansvar skal følges af muligheder for sammen at kvalificere de beslutninger, vi træffer.
Når vi efterspørger tid til fælles didaktisk refleksion, efterspørger vi netop tid til at kvalificere undervisningen. Det bør være en del af svaret på den bekymring, Pisa-debatten rejser.
Der er ingen plads til fagligt samarbejde i skolen, for vi bruger tiden på alt muligt andet
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.