Børnene spurgte ikke, hvad jeg hed. De spurgte, om jeg blev

Jeg var et barn, der voksede op omkring fattigdomsgrænsen.

Men jeg var også et barn, som folkeskolen løftede og flyttede, og i dag er jeg en af de få i min familie med en længere videregående uddannelse. Det skete ikke, fordi jeg var ekstrem klog. Det skete, fordi der stod nogle dygtige og omsorgsfulde lærere i mit klasseværelse – som blev ved med at stå der dag efter dag, år efter år.

Med min egen historie i baghovedet bliver jeg bekymret, når jeg i Pisa-rapporten kan læse, at afstanden mellem børn fra de socioøkonomisk bedst stillede hjem og de svageste hjem er omkring 60 point. Det svarer til tre års læring. Jeg gentager: Tre års læring.

Det er den afstand, folkeskolen er sat i verden for at mindske, og det var den afstand, mine lærere mindskede for mig. Derfor bekymrer det mig meget, at vi ikke formår at give de mest udsatte elever en bedre skolegang.

En lærer man kan regne med

Jeg har fået mit drømmejob på en skole med gode kolleger, en god ledelse og forældre, der bakker op. Da jeg startede skoleåret i august, fik jeg en indskolingsklasse, der havde haft fire-fem lærerskift på bare to år. Nogle af børnene spurgte mig ikke, hvad jeg hed. De spurgte, om jeg blev.

De mange lærerskift er ikke bare en historie om min skole. Det er blevet hverdag i den danske folkeskole, hvor lærerudskiftningen er blevet så almindelig, at børnene har lært at forvente den. Og et barn, der har lært, at voksne forsvinder, investerer ikke i den næste – eller i skolen.

Der tales i disse uger om skærme, om ro i klassen, om timetal og læseindsatser. Det er relevant alt sammen. Men vi overser den mest basale forudsætning for, at et barn lærer noget: At der står en lærer, som barnet kan regne med.

Jeg bebrejder ikke den enkelte lærer, at vedkommende finder noget andet at lave. Til gengæld er vi nødt til at holde op med at tale om lærermangel som et rekrutteringsproblem. Det er et fastholdelsesproblem. Folk søger ind på læreruddannelsen og får arbejde på en skole. De bliver der bare ikke.

Advokaten ville falde bagover

I løbet af en almindelig arbejdsuge er jeg børnepsykolog, politibetjent, sygeplejerske og familierådgiver. Jeg skriver handleplaner, hændelsesbeskrivelser og har forældrekorrespondance i et omfang, der ville få en advokat til at falde bagover. Jeg er uddannet til at undervise. Det er bare ikke kun det, min uge handler om.

Når en arbejdsuge handler om alt muligt andet end kerneopgaven, så er det forberedelsestiden og dermed kvaliteten i undervisningen, der forsvinder. Det er fagligt utilfredsstillende som lærer, og når man går dag efter dag og er utilfreds med sin undervisning, så er risikoen for til sidst at sige op meget stor.

Når læreren afleverer sin opsigelse, er det de børn, der har allermest brug for stabile voksne, som mærker det mest. For de har ikke forældre, der kan kompensere for de mange lærerskift.

Jeg ved ikke, om trepartsforhandlinger er svaret på, at flere lærere bliver i faget. Men jeg ved af egen erfaring, hvor vigtigt det er for eleverne at vide, at deres lærere ikke er forsvundet igen lige om lidt, fordi de ikke har kunnet levere den undervisning, de er uddannet til.