Vi vil gerne være konkrete i debatten om Pisa-resultaterne og komme med vores bud på, hvordan kerneopgaven kan bringes tilbage i den danske folkeskole.
Her er fem konkrete forslag, som vi mener kan være med til at vende udviklingen.
1. Fastholdelsesstrategi
Det er ingen hemmelighed, at nyuddannede lærere forlader faget. Nye lærere skal undervise markant færre lektioner end resten af lærerværelset. De skal aldrig stå alene i et klasseværelse, og de skal for guds skyld kun undervise i de fag, de har med sig fra læreruddannelsen.
Vi skal acceptere, at det at være ny kræver flere pusterum og flere stunder til at suge ny viden til sig, så man får tid til at udvikle sig til den lærer, man ønsker at være. Vi skal gøre op med tanken om, at alle nye lærere skal udsættes for et praksischok, før de kan betragtes som fuldgyldige lærere.
2. Sænk undervisningstimetallet
Det her har ingen lærere turdet råbe højt om siden 2013. Men det er et vilkår. God undervisning kræver tid. Og god undervisning skaber god klassetrivsel.
Lærerne skal have bedre tid til at forberede deres undervisning og til at efterbearbejde og give eleverne feedback. Det kræver et undervisningstimetal tættere på 20 end på 30 lektioner. Så må vi forkorte skoledagen og frigive mere tid. Vi vil hellere have korte, velplanlagte skoledage end lange, dårligt forberedte.
Derudover ved vi, at en linjefagsuddannet lærer med solid faglig ballast laver undervisning af højere kvalitet, ligesom løbende faglig opkvalificering gør lærerne dygtigere.
3. Økonomisk tildeling skal følge skoleåret
Det giver ganske enkelt ikke mening, at skolernes økonomi følger kalenderåret, når al planlægning følger skoleåret. Når en skole starter et nyt skoleår i august, ved ledelsen ofte ikke præcist, hvilke økonomiske rammer der gælder få måneder senere. Det gør det svært at planlægge langsigtet.
Elever lærer af undervisning i fag - ikke i test
10 lærere
Hvis vi vil have skoler, der arbejder strategisk og ikke konstant brandslukker, skal den økonomiske tildeling følge skoleåret.
4. Arbejdsro - ikke flere test
Når der er mange tests og målinger i et skoleliv, kan man som lærer godt frygte resultaterne. Derfor kan man ende med at undervise efter testen i stedet for at skabe fed og kreativ undervisning.
Man risikerer altså at skabe en undervisning, der udelukkende giver færdigheder til at klare sig gennem testen, frem for at være baseret på lærerens faglighed og passion for faget. Elever lærer af undervisning i fag - ikke i test.
5. Fokus på god undervisning frem for lejrskole
Skolens kerneopgave er at lave god undervisning i skolens fag. Madskole og lejrskole er krymmel på lagkagen, og når lagkagebundene ikke engang er bagt endnu, kan vi ikke begynde at drysse krymmel på. Vi skal have fokus på kerneopgaven.
Det betyder ikke stillesiddende undervisning fra morgen til eftermiddag. En lærer vil rigtig gerne tage eleverne med ud i skoven eller danse 7-tabellen. Men igen kræver det tid at lave kreativ undervisning. Den tid må madskole og lejrskole ikke stjæle.
For at summe op:
Vi ønsker en skole, som de nyuddannede lærere bliver i. Hvor vi ikke underviser os selv halvt ihjel. Hvor vi har tid til at forberede fed undervisning, samtidig med vi også har tid til at høre om Selmas sommerferie. Hvor økonomien følger virkeligheden og ikke et excelark, og hvor kerneopgaven respekteres og værnes om.
Ærlig talt så synes vi ikke, det er raketvidenskab. Trygge dygtige lærere skaber dygtige elever.
10 lærere i fælles opråb: Her er vores forslag til at vende Pisa-resultaterne
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.