Blog

Sprogligt værktøj eller snyd?

Fup eller fantastisk?

Engang var stave- og kongruensfejl den fejltype, der fyldte mest i mit rettearbejde som engelsklærer. Det er blevet så meget lettere nu. Mine elever skriver stort set fejlfrit. Er det fup eller fantastisk?

Publiceret Senest opdateret

Når mine elever i udskolingen uploader deres skriftlige afleveringer ved jeg, at det ikke kræver meget at rette grammatikken. Jeg ved, at mit arbejde består i at vurdere indholdet. Jeg formulerer oftest mine egne opgaver, da jeg så samtidigt kan vurdere elevernes evne til at forholde sig til det gennemgåede emne. Men er årsagen til den høje korrekthed, at min og mine kollegaers undervisning i grammatik og sprogets dele har været så grundig og nærmest overførbar?

Muligheden for snyd få klik fra eleven

Eleverne må gerne bruge den stave- og grammatikkontrol, der findes i deres skriveprogram, men der findes så mange flere sprogforbedrende funktioner og muligheder. Mine egne børn - den ældste, der er kommet igennem gymnasiet og den yngste, der mangler de sidste måneder, inden den huen kan sættes på hovedet - har brugt disse programmer. Derfor ved jeg godt, at der er virkelig gode tekstforbedrende programmer blot et par klik fra eleverne. Jeg spurgte mine elever, om de benyttede sig af disse hjælpemidler. De turde næsten ikke svare, måske fordi de selv opfatter det som at snyde sig til en bedre karakter? Men er programmerne som Grammarly og de programmer, der følger med tekstbehandlingsprogrammerne snyd, fup eller et fantastisk sprogligt værktøj?

Folkeskolens engelskrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Karin Keller Albrechtsen er Folkeskolens engelskrådgiver, mens Maria Roneklindt er på barsel. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: karinkelleralbrechtsen@gmail.com

Tilbage til papir og blyant?

Hvis det er snyd, hvordan kan vi så forhindre eleverne i at bruge dem? Er det tilbage til papir, blyant og den røde ordbog i hånden? Mine elever, måske særligt drengene, mente ikke, at det var muligt overhovedet at læse, hvad de skrev – et andet problem, som tablets og computeren har skabt. Er løsningen så undlade at vægte denne del af sproget; altså stavning og grammatikken?

Prøven - vi har endnu et år til at finde en løsning

Mine elever skal ikke til FP9 i skriftlig engelsk til sommer, så det giver endnu et år til at finde ud af, hvordan vi forholder os til det, for til prøven er disse skriveprogrammer ikke tilladte. Eleverne må gerne bruge stave-og grammatikkontrollen, men hvordan kan vi overvåge, om de har andre programmer på deres computer – og om de bruger dem?

Nye prioriteringer

De nye vurderingsskemaer til FP9 vægtes kommunikationen i forhold til skrivesituationen højere end tidligere. Jeg er rigtig glad for de ændringer, der er kommet i den nye vejledning. Sproget et et kommunikationsmiddel og sammensat med vægtningen af kommunikationen i forhold til kulturmødet, rammer vi noget meget vigtigt i faget engelsk.

I min undervisning og planlægningen heraf vil jeg i højere grad arbejde med kommunikation og kultur, når jeg rammesætter opgaver for eleverne, men fortsat have fokus på grammatikken – måske bare med papir og blyant.