Det gør en stor forskel som billedkunstlærer at være på en skole, der er fuld af kunst, fortæller Elisabeth Skovgaard Poulsen. Hun har været billedkunstlærer, siden faget hed formning. 40 år har hun undervist og de fleste af dem på Bakkeskolen i Esbjerg.
Hun var der, da det gik ned ad bakke for skolen. Tre ud af fire lokale forældre valgte skolen fra, så der til sidst kun var 180 elever tilbage, 98 procent med anden etnisk baggrund, og for ni år siden var skolen tæt på at blive lukket.
Men så kom der en henvendelse fra Statens Kunstfond, som havde set, at skolen lå i et geografisk område, hvor meget få børn ville møde kunst eller kultur af høj kvalitet. De tilbød et samarbejde, og det blev starten på en total forvandling af skolen.
Pral ligger ikke til Elisabeth Skovgaard Poulsen eller hendes kollega Troels Haas, som er med i billedkunsttimerne. Så det er ikke dem, der fortæller, at skolen i dag har dobbelt så mange elever, et helt anderledes ry og kunstværker og -installationer for omkring 1,5 million kroner.
Læs også
Men de lægger ikke skjul på, at kunstværkerne har betydning for skolens hverdag og deres egen arbejdsglæde.
”Det giver et ubevidst løft til ens arbejdsmiljø, at der er så meget forskelligt kunst alle vegne. Det giver farver og et særligt spil i hverdagen,” fortæller Troels Haas.
”Jeg lader mig også løbende inspirere, taler med eleverne om værkerne, og jeg bruger stadig nogle af de greb med dem, som jeg lærte, da vi samarbejdede med kunstnerne”, fortæller Elisabeth Skovgaard Poulsen.
Kunstnerne underviser sammen med lærerne
Da den første henvendelse kom, var der lidt tøven på skolen, men fra det første samarbejde kom i stand, har det taget om sig, og når de to lærere tænker efter, kommer de i tanke om et væld af værker og samarbejder over de seneste år.
”Billedkunstner Astrid Marie Christiansen var her i en projektansættelse over mange uger. Hun underviste i billedkunst sammen med mig, og hun skabte det store værk, som vi alle sammen går på hver dag,” fortæller Elisabeth.
Det var skolens grimme brune klinkegulv, der blev forvandlet til et indbydende stribet gulvværk. Se hvad eleverne synes om gulvet her.
”Anden gang var det tekstilkunstner Tina Ratzer. Det var et helt fantastisk forløb, der hed 'farvernes magi'. Hun var her også over flere uger nogle timer om ugen, og det var en virkelig stor oplevelse både for mig som lærer og for børnene,” fortæller Elisabeth.
Det forløb var Troels Haas også med til:
”Det gav dem et helt andet virkelighedsbillede med en rigtig kunstner. De vidste, at det var hende, der havde lavet det store værk Portalen, som er i deres boligkvarter, hvor hun også har inddraget beboerne. Det giver noget særligt, når eleverne skal lære om farvecirklen, at de med det samme kan se, hvordan kunstneren og de selv skal bruge den i værket.”
Sådan var det også med projektet med kunstner Erik Hagen, der endte i værksamlingen Bakkeskolens Billedlotteri, der pryder skolens store sal.
”Det er dejligt at få rigtige kunstnere ind, og det er hver gang foregået i samarbejde med os lærere. De er kommet med en projektplan og så har vi været med til at justere i forhold til, hvad der praktisk kan lade sig gøre i undervisningen,” fortæller Elisabeth.
Dejligt at kunne løfte elevernes kunstsyn
Skolen har i dag langt over 100 kunstværker. Inklusive en forgrening af Esbjergs hovedbiblioteks store Fortælletræ, skabt af Thomas Dambo, som har skudt en rod op på skolens bibliotek.
Skolen har også malerier udlånt fra Statens Kunstfond, som eleverne har været i København og vælge. Og udsmykning i billedkunstlokalet af den lokale kunstner Johnny Vilslev.
De har også haft et samarbejde med studerende fra Musikkonservatoriet, som har designet nye ringetoner sammen med børnene. Og de har løbende haft forfatterbesøg. Flere af kunstværkerne har undervisningsmaterialer tilknyttet, så lærerne nemt at kan bruge dem i undervisningen.
De to lærere er ikke et øjeblik i tvivl om, at det gør en stor forskel for skolens elever.
”De fleste af dem ville ikke få oplevelser med kunst og kultur, hvis vi ikke gav dem det gennem skolen. Så selvfølgelig betyder det noget, at vi som skole kan være med til at løfte deres kunstsyn på et så højt plan”, siger Troels Haas.
Han tror også, at det gør en forskel for, hvordan eleverne behandler skolen og hinandens ting. De har ingen problemer med hærværk.
”Jeg tror, at det genererer noget opmærksomhed, at skolens miljø er rent og roligt og pænt, og at det, der hænger på væggene, er af høj kvalitet.”
Elisabeth Skovgaard Poulsen oplever også, at eleverne passer godt på hinandens elevarbejder, når hun hænger dem op på væggene.
”Vi var måske lidt tøvende, dengang det blev foreslået, at der skulle komme kunstnere ud. Men siden er vi blevet meget åbne og opsøgende og er klar til at lave samarbejder i mange former. Jeg kan kun anbefale det til andre lærere og skoler. Jeg ville ikke tøve et øjeblik med at sige ja.”
Billedkunstlærer på skole fuld af kunst: "Jeg ville ikke tøve et øjeblik med at sige ja igen"
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.