I skolegården på Kærbyskolen i Aalborg hænger en række knaldrøde gennemsigtige stoffer, som eleverne i frikvartererne løber rundt og leger imellem.
Er der tur på skemaet, kan børnene smutte ind under tusindbensteltet og samlet marchere på udflugt i lokalområdet. Og hvis der brug for en stille stund i 5. klasse, hænger der tynde, gule stoffer fra loftet, som eleverne kan trække for og derved skærme sig fra resten af klassen.
De tre telte, som de kaldes på Kærbyskolen, blev skabt sidste år af tekstilkunsterne Cecilie Bendixen og Laura Baruël sammen med eleverne på 5. årgang.
”Det har været et helt vildt spændende forløb”, siger håndværk- og designlærer Mette-Marie Høy Abildgaard. Hun har sammen med sin kollega Gudrun Stefansson været med i projektet.
”Det lærte os også rigtig meget. Cecilie og Laura turde sætte børnene i gang med teknikker, som jeg nok ville have ventet med, til de blev ældre. Blandt andet arbejdede de med bivoks og varmepresser for at gøre stoffet vandtæt”.


Elever og lærere valgte kunsterne
Mens eleverne har taget de tre telte i brug, er Cecilie Bendixen og Laura Baruël i gang med at lave de to sidste telte færdige i deres værksted på Møn.
Planen er, at kunstnerne afleverer et af teltene i december og det sidste telt i starten af det nye år.
Teltene og samarbejdet mellem Kærbyskolen og tekstilkunsterne er et pilotprojekt under Statens Kunstfond.
Her har legatudvalget for Kunsthåndværk og Design, der blandt andet har til opgave at indkøbe nye værker, som noget nyt valgt at samarbejde med Huskunstnerudvalget, der giver midler til at få kunstnere ud på skolerne.
Kærbyskolen søgte ikke selv om at blive en del af projektet, men blev kontaktet af Kunstfonden, der havde bemærket, at de havde meget få ansøgere fra skoler i Nordjylland, fortæller Gudrun Stefansson, der underviser i billedkunst og håndværk og design.
”Statens Kunstfond ledte efter en skole, der ville være en del af deres pilotprojekt. Vi blev valgt, fordi vi har en musisk kreativ profil", siger hun.
Forløbet startede med, at repræsentanter fra ledelsen, lærerne og eleverne på 5. årgang satte sig ned og kiggede på de forskellige kunstnere, der havde tilbudt at samarbejde med skolen.
Her var der stor enighed om at vælge tekstilkunster Cecilie Bendixen, der senere fik Laura Baruël med i projektet.
”Vi valgte Cecilie ud fra, at hun havde erfaringer med at arbejde med børn og at skabe nye rum i allerede eksisterende rum. Vores elever var også meget fascineret af hendes telte”, siger Gudrun Stefansson.
Eleverne var faktisk så begejstret, at de havde svært ved at vælge mellem de fem telte, der var præsenteret i udkastet til kunstprojektet, fortæller hun.
”Derfor blev de overordentlig glade, da de fik at vide, at alle fem telte skulle sættes op”.
Mere proces og mindre produkt
Cecilie Bendixen og Laura Baruël besøgte skolen et par gange, inden de for alvor gik i gang med at arbejde med eleverne efter sommerferien.

Her besøgte de Kærbyskolen to dage om ugen i fem uger. Med sig havde de forskellige værktøjer, materialer og tekstiler, der kunne bruges til at eksperimentere med teltet. Hver uge arbejde eleverne og kunsterne på et nyt telt.
”Vi har hele tiden italesat for børnene, at det ikke nødvendigvis var deres ide, der endte med at blive valgt. De har skulle forholde sig til processen og ikke det færdige produkt. For nogle har det været en udfordring, men de fleste har været meget begejstret. Deres fantasi og ideer har fået frit løb”, siger Mette-Marie Høy Abildgaard.
”Det har også fået os til at snakke om vores egen undervisning. I de kreative fag handler det ofte om at få et produkt med hjem. Det kunne være spændende at undervise mere efter, at eleverne skal lære at være i en kreativ proces sammen”.
Som et redskab i ideudviklingen af teltene har eleverne været igennem et hav af kreative opgaver og afprøvet en masse forskellige teknikker.
De har blandt andet gået rundt på skolen og registeret skolens farver, kigget i stereolupper for at se nærmere på naturens mønstre og lært forskellige foldeteknikker.
”Vi har i evalueringen nævnt for til Statens Kunstfond, at Huskunstnerordningen kombineret med muligheden for stedspecifikke værker er en rigtig god ordning som skole. Det har været enormt stort for børnene at se kunsterne bringe nogle af deres ideer til live”, siger Gudrun Stefansson.
”Og så er de kommet tæt på, hvad det vil sige at arbejde som kunster. Det er blevet en karrierevej, som er blevet mere håndgribelig og tilgængelig for dem”.
Eleverne fra 5. klasse har sammen med ægte kunstnere skabt kunstværker til skolen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.