Alexander går i skole hver dag i alle lektioner.
For mange danske skoleelever er fuld tilstedeværelse en selvfølge, men for 16-årige Alexander er det en succes, og noget, der har krævet en stor indsats fra både ham selv, hans familie og hans skole.
Indtil august i år var han nemlig et af de flere tusinde danske børn, der kæmper med ufrivilligt længerevarende skolefravær – et landsdækkende problem, der er taget til de senere år.
For halvandet år siden talte Folkeskolen med Alexander om, hvordan angst og ADHD gjorde hverdagen i skolen til en uoverskuelig udfordring. På det tidspunkt var han på vej tilbage efter årevis med svingende fravær. Dengang var han med i undervisningen nogle dage, men havde også en ugentlig fridag og flere dage med onlinelektioner hjemmefra.
Siden da har han langsomt trappet op, indtil han efter sommerferien i år endelig var klar til at tage fuldstændig del i undervisningen i 9. klasse på Lyshøjskolen i Kolding.
”Jeg er glad for at være tilbage i klassen, for jeg føler, at jeg har en bedre chance i skolen og bare i selve livet. Jeg tør mere, og det er jeg stolt af”, siger han.
De andre elever er søde og har taget godt imod ham, men vejen tilbage i fællesskabet er ikke helt ukompliceret, når man har haft skolefravær i årevis.
”Det er lidt ligesom at være den nye dreng i klassen. Det går fint, og jeg har en gruppe at være sammen med. Men jeg gad også godt være sammen med nogle andre en gang imellem”, siger Alexander.
Kræver særlige hensyn
I skolen bliver der taget højde for Alexanders udfordringer med angst og ADHD.
For eksempel skal lærerne helst forberede Alexander i god tid, hvis klassen skal på tur eller gøre noget, som de ikke plejer at gøre. Lærerne er også gode til at gentage vigtige beskeder og til at prikke ham en ekstra gang på skulderen, når der er en vigtig aflevering, som han ikke må glemme, forklarer han.
”Jeg laver næsten alle mine lektier. Nogle dage glemmer jeg at få læst, men jeg får lavet alle prøverne”, fortæller Alexander.
Indimellem modtager han eneundervisning hos skolens AKT-lærer Mette Cramon Christoffersen, der har fulgt Alexander og skolens andre elever med skolevægring tæt de seneste fire år. Og er Alexander utryg ved at tage med på en udflugt med klassen, får han også lov til at springe over.
Det tager tid at komme tilbage
Tid spiller en central rolle for, at det er lykkedes for Alexander at vende tilbage til klassekammeraterne i skolen, mener han selv.
”Jeg er blevet ældre, og jeg er blevet modigere, og så har jeg øvet mig. Altså, jeg har taget en masse små skridt og trappet langsomt op”, siger Alexander.
Hans mor Majken er enig.
”Det har taget omtrent lige så lang tid at gøre Alexander klar til at gå i skole igen, som det har taget for problemerne, at udvikle sig”, fortæller hun.
Lige fra starten af sit skoleliv havde Alexander svært ved at skulle i skole, men det var først i 5. klasse, at der for alvor blevet taget fat om problemet, fortæller hans mor.
”Man bør tage hånd om problemerne, så snart de opstår, så det ikke bliver værre og trækker ud til de her forløb på fem, seks eller syv år. Sådan behøver det ikke at være, hvis man sætter ind på alle platforme lige fra start”, lyder hendes anbefaling.
Den langsomme optrapning har krævet, at Alexanders forældre har været meget til stede undervejs i processen, og de har begge måttet skrue kraftigt ned for arbejdet i flere år.
”Det har betydet meget, at vi har fået tildelt tabt arbejdsfortjeneste. Vi har kunnet tage det i Alexanders tempo, så vi kunne bygge hans indre motivation op og give ham lyst til at komme afsted i skole. Det er svært, hvis man samtidig skal passe et arbejde,” siger Alexanders mor.
Ligesom sin mand har hun brugt adskillige dagtimer på at være hjemme med Alexander eller sidde klar på skolens gange, i klasseværelset eller parkeringspladsen, når deres søn igen og igen forsøgte at være en del af skolens hverdag.
Og så har skolens håndtering også gjort en forskel, påpeger Majken.
”Vi følte, at Mette (Cramon Christoffersen, red.) var en samarbejdspartner på en måde, som en klasselærer nok ikke havde haft mulighed for. Én der var på vores og på Alexanders hold, som kender ham og som kunne følge med, da han skulle fra mellemtrin til udskoling. Det har helt sikkert haft en positiv indvirken,” siger hun.
Lærer: Eleverne ved at vi venter på dem
Alexander er ikke det eneste barn på Lyshøjskolen, der har glæde af Mette Cramon Christoffersen.
For fire år siden blev hun hovedpersonen i en ny fraværsindsats, hvor hun som den primære tovholder og underviser skulle få de elever med allermest skolefravær tilbage i skole.
I dag får otte elever fra 4.-9. klassetrin en blanding af eneundervisning, undervisning i små grupper eller onlineundervisning af Mette Cramon Christoffersen. De mange undervisningsformer, giver mulighed for en høj grad af fleksibilitet, som de skolevægrende elever har behov for.
“Eleverne skal møde i skole. Men hvis de har haft en rigtig dårlig morgen, så aftaler vi, at de må logge på hjemmefra. Det betyder, at de fleste af mine elever, stort set ikke har fravær,” fortæller Mette Cramon Christoffersen.
”Tålmodighed er den største udfordring. Vi vil så gerne fixe det hele på kort tid, men det kan man ikke.”
Mette Cramon Christoffersen Lærer for elever med skolevægring på Lyshøjskolen i Kolding
Det handler om, at de få et stabilt fremmøde, forklarer hun. Hvis eleverne får for mange huller, hvor de ikke er i skole, bliver det sværere for dem at vende tilbage. Den faglige aspekt er selvfølgelig en faktor, forklarer hun, men relationen er det vigtigste.
“Det er vigtigt, at eleverne ved, at vi venter på dem, og at vi er der og kan rumme dem, uanset om de har en svær dag eller en god dag”, siger hun.
For halvandet år siden interviewede folkeskolen Mette Cramon Christoffersen om hendes hybrid-undervisning. Siden da er indsatsen blevet mere forebyggende, fortæller hun. Hvor de fleste af hendes første elever havde siddet længe derhjemme, har elevere i dag ofte blot brug for et afbræk fra det store klasserum nogle gange om ugen for at undgå at blive overbelastede og dermed ende med at trække sig fra skolegangen, fortæller hun.
“Tålmodighed er den største udfordring”
Arbejdet med skolevægrende elever handler først og fremmest om at hjælpe dem til at genfinde motivationen til at tage i skole. Og det tager tid, understreger Mette Cramon Christoffersen.
”Tålmodighed er den største udfordring. Vi vil så gerne fixe det hele på kort tid, men det kan man ikke”, siger hun.
For hvis skolelyst er målet, er vejen tilbage nødt til at foregå i barnets tempo og tilgodese barnets behov og ønsker i så høj grad som muligt.
Når elever er hjemme med skolevægring, har Mette Cramon Christoffersen sørget for at arrangere besøg fra klassekammerater og fødselsdagshilsner fra klassen. Når eleven er på vej tilbage, har hun også arrangeret legeaftaler i nogle frikvartererne, og relationen til klassens lærere hjælper hun også med at bygge op trin for trin, fortæller hun.
”Det kommer sjældent til at lykkes, hvis vi bare sætter eleverne direkte ind i klassen igen, man er nødt til at bygge det langsomt op”, siger hun.
Når elever skal sluses tilbage i skolen, handler det meget om at få lagt et skema, der både tager udgangspunkt i barnets behov, og samtidig passer ind i skolens og forældrenes hverdag. Det kan være en udfordring, erkender hun, men ud fra princippet om det muliges kunst kan det som regel lade sig gøre.
”Jeg har lært, at man nok skal komme igennem svære ting”
Alexander 16 år Tidligere skolevægrende
”Nogle gange er det ikke så meget der skal til, hvis man lytter til, hvad eleverne siger. Det er noget af det vigtigste. Relationen og at lytte til eleverne,” siger hun.
Livet er næsten tilbage til det almindelige
Det har stor betydning for hele familien, at Alexander er tilbage i skole, fortæller hans mor.
”Vores liv er næsten tilbage til det almindelige, med et almindeligt arbejdsliv. Alexander kan være alene en times tid efter skole, og vi skiftes til at sende ham afsted om morgenen. Så meget mindre logistik end før”, fortæller Majken.
Stemningen i parcelhuset i Kolding minder efterhånden om de fleste andre hjem med en teenager, vurderer hun.
”Han er almindeligt teenagesur og teengagedoven, og det begynder et ligne et almindeligt liv, selvom angsten banker på en gang imellem”, siger hun.
”Det er dejligt, at vi er kommet her. Det er en kæmpe lettelse, og det skaber håb for fremtiden”, siger Majken.
Drømmer om efterskole
Alexanders skolegang slutter ikke efter 9. klasse, fortæller han.
”Jeg har tænkt mig at tage 10. klasse, for jeg er ikke helt klar til at komme videre allerede, når jeg endelig er kommet tilbage i skole. Og så mangler jeg også noget læring for at være klar”.
”Det kan godt være, at jeg tager efterskole efter 9. Det gad jeg rigtig godt. Det lyder spændende, og det er godt, at man kan møde nogle nye mennesker og sådan noget”, siger Alexander.
Men planen kommer med et stort måske.
”Jeg er ikke helt klart til at være alene på efterskole endnu”, siger han.
For et efterskoleophold kræver at Alexander har endnu bedre styr på sin angst, end han har i dag. Men han øver sig hver dag på at blive endnu bedre til at stå på egne ben, fortæller han.
Hvis man beder Alexander om at uddrage en erfaring fra sin oplevelse med skolevægring, er der særligt én ting, der falder ham ind.
”Jeg har lært, at man nok skal komme igennem svære ting”, siger han og fortsætter,
”Da jeg startede i 7. klasse kunne jeg slet ikke forestille mig, at jeg kunne gennemføre en hel skoledag. Men det har jeg fundet ud af, at jeg godt kan. Så nu ved jeg, at selvom noget føles umuligt, så er det ikke umuligt”.
Alexander vandt over skolevægring: “Det er lidt som at være den nye dreng i klassen”
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.