Hvordan udnytter vi tiden bedst frem mod en mulig idrætsprøve?

Undervisningsbeskrivelsen lå klar i starten af april, da 9.a trak indholdsområder til en evt. idrætsprøve. Eleverne er godt i gang med at forberede deres praksisprogram, men på onsdag kan det vise sig, at tiden kunne være udnyttet anderledes.

Publiceret

I teorien er det valgfrit, om vi lader vores elever trække indholdsområder i starten af april. Nogle lærere vælger at se an, om eleverne overhovedet skal op, inden de gør noget.

Min oplevelse er, at det sætter både mig og eleverne under ekstra pres, hvis vi ikke udnytter de ekstra tre uger, som det giver eleverne, hvis vi trækker, når vi må.

Idrætsprøven er en omfattende men også en rigtig god proces for eleverne. Jeg har stadig til gode at have møde en klasse, der ikke har været glade for processen og oplevelsen med idrætsprøven.

Folkeskolens idrætsrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Trine Hemmer-Hansen er Folkeskolens idrætsrådgiver. Hendes opgaver er at dele refleksioner om faget, deltage i debatten på det faglige netværk og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: 
trinehemmer@hotmail.com

I og med den er så omfattende med både det at skabe et praksisprogram, øve samt sætte teori på, så kræver det noget ekstra tidsmæssigt. Derudover kan eleverne ikke gå op selv (kun ved særlige omstændigheder)så blot det at få en gruppe til at finde fælles fodslag skal også have opmærksomhed.

Derfor lader jeg altid mine elever trække indholdsområder, den dag det er lovligt.

Mine eleverne øver allerede nu de første danse, boldspil, kast, løb eller andre aktiviteter, alt efter hvad de har trukket.

Vi ved bare ikke endnu, om de skal op.

Kan der være en differentiering i deadlines for forskellige fag?

Idrætsprøven er på vej ud i kulden måske allerede fra næste skoleår. Derfor kan det måske virke unødvendigt at diskutere præmissen for prøven. Alligevel synes jeg, det fortjener et par ord. Udtræksfagene er blevet til med henblik på at få en fordeling af fag, som eleverne kan gå op i. Nye fag kan blive udtrukket år efter år, så eleverne i alle fag op til udtrækningen holder skruen i vandet.

Så det gør vi.

Men - idrætsfaget har bare en vis volumen, der gør, at tiden kunne udnyttes bedre, hvis vi vidste om vi skulle op i bedre tid. Andre fag kan nemmere komme omkring den deadline, der definerer startskuddet til det virkelige ræs.

Bliver idræt udtrukket på onsdag, så har vi gjort det rigtige ved at starte i god tid. Gør det ikke, så kan eleverne måske stå med en følelse af at have brugt tiden forkert.

Skulle vi så bare have ventet? Set tiden an for ikke at spilde vores krudt?

Nej, det mener jeg ikke.

Men måske skal vi kigge på nogle af de procestunge fag, og en diskussion omkring deadlines kan være relevant. Dette er naturligvis sagt med den største respekt for andre fag og deres forløb.

Jeg mener, at noget godt kan være anderledes i en procestanke – uanset det faktum at idræt ikke er et udtræksfag inden længe.