Afgangsprøven i dansk: Er kravene til prøveform B for omfattende?

I disse uger arbejder 9. klasselærerne på højtryk med fordybelsesområder, tekstopgivelser, godkendelse af prøvetekster samt vejledning af synopsen. Har kravene til danskfaget taget overhånd i forhold til både undervisning og afgangsprøve i mundtlig dansk?

Publiceret Senest opdateret

Når jeg i de sidste par uger har logget på diverse danskfaggrupper på de sociale medier, er der mange spørgsmål forbundet med prøveform B i dansk. Der er en del områder og rammer, som der skal holdes styr på. Sammensætningen af fordybelsesområderne så de passer med kravene, kompleksiteten af tekstopgivelserne så der er fire genrer repræsenteret i 'hver kasse', inspiration til elevernes valgte prøveoplæg mv. Grupperne på de sociale medier indeholder en masse fantastiske lærere, som meget gerne vil hjælpe og svare på de mange spørgsmål. Hvor er det en fornøjelse at være en del af sådan et stort fællesskab.

Hvis jeg var ny lærer, ville netop disse grupper være en stor hjælp, og selve ideen tiltaler mig. Nemlig den at lærere ønsker at hjælpe hinanden, så produktet i sidste ende bliver tilfredsstillende for alle parter. Her er der ingen, der holder kortene tæt til kroppen for egen vindings skyld. Det er stærkt.

Folkeskolens danskrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Trine Hemmer-Hansen er Folkeskolens danskrådgiver. Hendes opgaver er at dele sine refleksioner om faget, deltage i debatten på det faglige netværk og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: trinehemmer@hotmail.com

Skal vi slække på kravene til afgangsprøven?

Jeg har de sidste par år oplevet flere og flere lærere, som rækker ud og spørger om hjælp til mange af de samme spørgsmål. Det får mig til at reflektere over, om kravene til afgangsprøven i prøveform B simpelthen er for store? Mange lærere ytrer, at de savner tid til fordybelse i de forskellige genrer/tematikker i stedet for at have fokus på at nå de mange forskellige genrer, som kravene blandt andet stiller.

Men hvad kan der ændres på? Hvilke krav skal være med og hvilke kan undlades, så lærerne ikke føler, at de ikke kan nå den vigtige fordybelse i folkeskolens største fag?

Jeg mener godt, at vi kan slække på den omfangsrige samling af fordybelsesområder. Jeg ved, at lærerne godt kan tage fat på det allerede i 8. klasse, men tingene bør også være lidt frisk i erindringen i forhold til elevernes tidshorisont.

Min følelse er efterhånden lidt, at vi brager afsted bare for at nå det hele. Altså bliver målet - at nå det.

Jeg savner mulighed for fordybelse og lidt bedre tid generelt til også at slå et smut væk fra den planlagte hverdag i ny og næ.

Det tænker jeg også, at eleverne vil trives i.