Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Skolefravær

Forskere er optimistiske: Heste kan være en vej tilbage til skolen

Kan heste være med til at styrke trivslen hos børn og unge, der mistrives i skolen? Det spørgsmål undersøger et nyt forskningsprojekt. De første observationer tyder på, at heste kan hjælpe børn tilbage til skolen.

Lektor Camilla Finsterbach Kaup

Lektor Camilla Finsterbach Kaup er med til at undersøge , hvordan heste kan hjælpe med at sikre, at børn og unge i mistrivsel kommer i skole.

Foto: Privat
Maria Becher Trier
Maria Becher Trier Journalist
2 kommentarer
21. august 2026, kl. 04:30
2 kommentarer

Projektet ”Hest på skoleskemaet” er stadig i sin spæde begyndelse, men de første erfaringer har vakt forskernes nysgerrighed, fortæller lektor på Professionshøjskolen University College Nordjylland Camilla Finsterbach Kaup, som deltager i projektet.

”Vores projekt er ret nyt. Grundtanken er at kigge ind i, hvad heste kan i forhold til trivsel og børns skolefravær.”

Idéen opstod blandt andet gennem en samtale med en lærer i en specialklasse.

”Hun fortalte, at de hver onsdag tog ud på en rideskole. Om onsdagen var alle børn i skole, men det var de ikke de andre dage. Det satte nogle tanker i gang,” siger Camilla Finsterbach Kaup.

Samtidig oplevede forskerne, at lignende initiativer dukkede op flere steder i landet.

”Det gjorde, at vi blev nysgerrige på det. Der findes meget forskning om heste i terapeutisk sammenhæng og i fysioterapi, men hvad kan heste læringsmæssigt og pædagogisk? Der er et lille hul i forskningen, som vi gerne vil udfylde.”

Børnene kommer ikke i skole – men de kommer i stalden

Forskerne har gennemført et litteraturstudie, men fandt altså ikke meget om, hvad heste kan pædagogisk. Samtidig satte de gang i casestudier i Odense og Aalborg.

I Odense følger de en pige, som var i mistrivsel og ikke kom i skole.

”Men hun kommer i stalden. Hun gør klar, inden de andre børn og voksne møder ind,” fortæller Camilla Finsterbach Kaup.

Pigen er ordblind og har ikke haft succes i skolen. Men i stalden er det anderledes.

”Hun føler sig ikke set, hørt og anerkendt for det, hun kan i skolen. Men hun lykkes med det, hun kan i stalden og ved hestene, og får anerkendelsen der.”

Et lignende billede tegnede sig i Aalborg, hvor forskerne fulgte børn, der kom i en stald i forbindelse med et fritidstilbud.

Hest og pige i stald

Heste gør en forskel for elever i mistrivsel, viser de foreløbige resultater fra de casestudier, som er en del af projektet

Foto: Fra projektet

”Vi kom egentlig for at tale med pædagoger og ledere, men så væltede det ud med børn, der ikke kom i skole, men som søgte fællesskabet i stalden og det miljø, som det giver.”

Ansvar giver selvværd

Noget af det, der har overrasket forskerne mest, er børnenes egen beskrivelse af deres situation.

”Børnene er meget åbne om at være i mistrivsel og ikke komme i skole. De vil gerne fællesskaber, men skolen forstår dem ikke. De kan ikke være i fællesskabet i skolen, men de søger fællesskabet i stalden,” siger Camilla Finsterbach Kaup og peger på, at det især er den struktur og det ansvar, der er en del af at tage vare på en hest, som gør en forskel.

”Alt er i orden. Der er forskellige opgaver. Der skal fejes, hestene skal fodres, de skal strigles. Mangler man noget at lave, er der en opgave på tavlen, man kan tage.”

I Aalborg får børnene langsomt mere og mere ansvar. De begynder som minihjælpere, så bliver de hjælpere og til sidst bliver de få en part på en af hestene.

”De får gradvist mere ansvar. Og pludselig er det dem, som hjælper de yngre børn. Senere får de endnu mere ansvar. De får nogle privilegier, fordi de hjælper til.”

Børnenes tydelige udvikling i stalden er medvirkende til, at børnene også personligt udvikler sig, mener Camilla Finsterbach Kaup.

”De er virkelig gode til at tage vare på dyrene og hinanden. Hvis der kommer voksne, som ikke har styr på heste, så hjælper børnene de voksne. De overtager en mesterlærerrolle. De bliver eksperter på noget, som de kan hjælpe andre med.”

Hun mener, at skolen måske kan lade sig inspirere:

”Måske kan man også tænke det ind i skoledagen. Det betyder noget, at man får privilegier og ansvar. Man kan se på det, børnene virkelig er gode til, og lade dem hjælpe andre, så de får mulighed for at få selvværd og vokse.”

Praktik blev vejen tilbage

Pigen fra Odense er langsomt på vej tilbage til skolen gennem sit arbejde i stalden.

”I starten var hun i stalden flere gange om ugen. Nu er hun begyndt at komme tilbage i skolen igen. Om torsdagen er hun tilbage en hel dag. Hun synes, det er hårdt, men hun gør det,” siger Camilla Finsterbach Kaup.

Pige ridder på en hest
Foto: Fra projektet

I Aalborg bliver Camilla Finsterbach Karup nødt til at trække en oplevelse frem, som hun havde med en pige fra 5. klasse.  I stalden fortalte pigen:

”Jeg har ADHD, og efter jeg er kommet i stalden, bruger jeg ikke medicin mere.”

Pigen fortalte lektoren, at hun allerede i 4. klasse havde ondt i maven over at skulle i skole.

”Den ro, som hun selv giver udtryk for, at hestene giver hende, betyder noget. Har hun haft en dårlig dag i skolen, giver det ro at komme hen til dyrene. Det er en lille solstrålehistorie.”

Lektoren understreger, at det er elevens egen oplevelse, og at projektet ikke undersøger medicin eller effekten af heste som behandling.

Vil råbe kommuner op

Camilla Finsterbach Kaup håber, at projektet kan være med til at skabe opmærksomhed om de mange hestemuligheder, der allerede eksisterer rundt om i landet.

”Vi håber, at andre også kan få øjnene op for, hvad heste kan. Der findes små steder, som er båret af ildsjæle. Det er vigtigt, at kommunerne får øjnene op for, at de klubber som allerede findes, måske kan gøre en stor forskel for børn og unge i mistrivsel.”

Projektet er støttet af Nationalt Center for forskning i udsathed blandt børn og unge (NUBO) og forventes at være færdigt ved udgangen af 2027.

2 kommentarer

Læs også

  • Viceskoleleder Rikke Strange
    Ledelse

    Skolelederteam lærte at lede – med en hest som spejl

  • Billede af en pige der står med en hest
    Feature

    Hesten lytter til alt det svære: Skole har taget trivselsforløb ud i stalden

2 relaterede artikler
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Forskere er optimistiske: Heste kan være en vej tilbage til skolen

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS