Debat

Mere dokumentation

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvad er det, der dokumenteres med rapporten om elevernes manglende interesse for faget natur/teknik. Det afhænger selvfølgelig af, hvordan der konkluderes. Niels Egelund fokuserer på overgangen fra det udtværede rodsammen til de konkrete fag og konkluderer, at det konkrete er blevet meningsløst på baggrund af det udtværede. Men man kan altså dårligt anskue det anderledes, end at folkeskolelovens basale fejltagelse med på folkeskoleplan at starte med tværfagligheden for senere ad åre at ende i de konkrete fag er en fundamental og nu dokumenteret fejl, som alle må have kendt om end fortiet, men som altså nu er uomgængeligt dokumenteret. Tværfagligheden er meningsfuld, når fagene først er grundigt indlært og altså ikke omvendt. Det er selvfølgelig godt, at det nu er en i en rapport nedfældet erkendelse. For det skal nok tage halve eller hele snese af år, før de sammensvorne bag folkeskoleloven kryber til korset i en tvungen erkendelse og handler derefter. I mellemtiden kan man selvfølgelig prøve en ikke helt ukendt, men yderst gennemskuelig form for bortforklaring. Niels Egelund vælger at holde på det tværfagliges fortræffelighed og fokusere på de efterfølgende 'traditionelle' fags krævende meningsløsheder, som eleverne stiller sig uforstående over for. Men det er en mildt sagt utroværdig måde at fortolke på, der ene og alene skal bruges til at redde en lovfæstet fadæse. Det er folkeskolens venden rundt på tværfaglighed og faglighed, der må bære skylden for, at man nu på universitetsplan konstaterer en katastrofal manglende interesse for de eksakte studier.

Vagn Madsen

Brønderslev

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler