Debat

Helt for egen regning

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er nok ikke nogen overhængende 'fare' for, at Niels Christian Sauer og jeg inden for nogen overskuelig fremtid bliver enige om, hvilken strategi DLF bør have. Derfor vil jeg ikke her gentage mine argumenter for professionsstrategien, som læserne allerede er bekendt med fra interviewet her i Folkeskolen, og som man kan læse mere om i mit speciale.

Blot vil jeg sige, at jeg mener, at Niels Christian Sauer tager fejl, når han skriver, at lærerne kun bør satse på faglig og professionel udvikling 'for at berige deres eget lærerliv'. Professionsudvikling er ikke kun til gavn for den enkelte, men kunne, hvis flere lærere deltog i denne proces, blive til gavn for hele standen, også hvad angår mulighederne for at opnå bedre arbejdsvilkår og højere løn. Professionsudvikling er derfor ikke bare en fordel for den enkelte lærer, der herigennem kan finde større tilfredsstillelse og succes i sit arbejdsliv, men samtidig et stykke fagligt arbejde på linie med traditionelle former for arbejdskamp. Det er strategiens styrke, at den dermed indeholder elementer, der kan virke personligt motiverende for den enkelte, samtidig med at den giver alle lærere mulighed for at rykke frem i det professionelle hierarki og dermed opnå større materielle såvel som statusmæssige gevinster.

Endelig vil jeg gerne have lov til at slå fast, at selvom mit speciale til dels bygger på interview med medlemmer af DLF's hovedstyrelse, så er dette langtfra ensbetydende med, at disse medlemmer alle er enige i mine konklusioner. Jeg har også talt med hovedstyrelsesmedlemmer, som var modstandere af professionsstrategien, og medlemmer, der tilsluttede sig foreningens nuværende dobbeltstrategi. Mine 'interview-ofre' bør derfor på ingen måde tages til indtægt for, hvad jeg senere har sagt eller skrevet om dette emne, og man kan derfor ikke sige, at mit speciale er udtryk for den generelle holdning i hovedstyrelsen!

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Maja Aasted

bach.scient.pol og stud.hist.