Udfordring i pladsmangel

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På Møllehøjskolen uden for Viborg har der altid været pladsproblemer. Derfor har man gjort en dyd ud af nødvendigheden og systematiseret fordelingen af lokaler mellem skolens undervisningsdel og skolens fritidsdel.

Undervisningsdelen holder hovedsageligt til i den gamle Bruunshåb Skole, mens fritidsdelen har base i nogle blå pavilloner. 4.-6. klasse har egen bygning, hvor der både er klub, klasselokaler og musiklokale.

'Inden vi satte faste begreber på de forskellige rum, så var det tit på bekostning af andre, når nogle fik gode ideer og gik i gang i et rum. Brugen skulle koordineres, ellers trådte man hinanden over tæerne', siger Møllehøjskolens leder Karsten Thygesen.

Alle lokaler er nu delt op i fællesrum, lånerum og delerum. Alle rum har to eller tre funktioner. Lærerværelset bliver for eksempel brugt som specialundervisningscenter i timerne.

Møllehøjskolen har også fællesrum. Det er sløjdlokalet, musiklokalet, samlingssalen og udenomsarealerne. Her er undervisningsdel og fritidsdel fælles om dagsorden, spilleregler, indretning og udgifter.

Skolen er i øjeblikket i gang med en udbygning i flere etaper. Byggeriets første etaper er budgetteret til 17 millioner kroner.

Det skal formindske behovet for delerum, men de pædagogiske tanker om lånerum og fællesrum er indarbejdet i nybyggeriet.

'Vi skal have et hus for 0. årgang, der bliver både for børnehaveklasserne og for fritidsdelen med et stort fællesareal, som bliver fælles for pædagoger og lærere. Desuden skal der være arealer til de to fagligheder, som stadig kan lånes', fortæller Karsten Thygesen.

Med i første etape af nybyggeriet er også et mediatek, der ikke kun skal komme undervisningsdelen til gode, men skal være rammen om børnenes liv på skolen.