Anmeldelse

Pinocchio

Langt fra Disney

Hvordan bliver man et rigtigt menneske? Hvordan lærer man at vælge rigtigt? Og er en fars kærlighed grænseløs? spørger forestillingen om Pinocchio.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Med forlægt i italienske Carlo Collodis eventyrlige klassiker ”Pinocchio” spiller Teater Patrasket en charmerende, rørende og gakket morsom forestilling for de 8-12 årige.

Fakta:

Titel: Pinocchio

Forlag: Teater Patrasket

Og der er langt til Disneys version fra 1940 og sangen ”der er ingen bånd der binder mig.” Teater Patrasket har sammen med den prisbelønnede engelske instruktør Alex Byrne valgt en hel anden vinkel: Dukken skal lære at blive menneske, og hvordan bliver man det, når verden er fuld af fristelser, tyve, bedragere og folk der lyver?

Vi kommer ind til et surrealistisk cirkusmiljø med groteske klovne samlet omkring et gammelt trædeorgel, en bas og en tørresnor med sære rekvisitter. Allerede her fornemmer vi, at der bliver vendt op og ned på værdierne. For verden er befolket af sære skikkelser og som Anna Karina Nicolaisens gakkede klovnefigur bedyrer overfor børnene: Husk vi er rigtig onde!

Pinocchios far, dukkemageren Gepetto er ensom, og en nat skaber han en dukke på sit værksted af skrammel og træstykker. Næste morgen trækker Pinocchio vejret, men han er ikke perfekt. Hans hænder er ikke lige store og hans ene fod er erstattet af et mærkeligt træhjul. Han er ikke normal, som de andre drenge, og hvordan skal han klare sig i verden? Dukkemager Katrine Karlsen har skabt en udtryksfuld grov marot-trædukke og med Maria Myrgårds åbne, sikre dukkeføring og lidt hæse stemme bliver Pinocchio sprællevende. Han er børnepublikummets helt, selvom han hele tiden vælger og gør det forkerte.

Helt genialt er forestillingen bygget op om dilemmaer, vi ser fra den troskyldige Pinocchios synsvinkel. Hans første fristelse er simpel: på vej til skole møder han et cirkus, der tilbyder ham et job, og skuespillerne afbryder forestillingen og spørger publikum: ”Skal Pinocchio vælge skolen eller cirkus?” Et enigt publikum mener skolen.

Hvad tror I Pinocchio vælger? Selvfølgelig cirkus. Livets dilemmaer udfordrer børnene gennem hele forestillingen.

I cirkus bliver Pinocchio blæst omkuld af akrobaternes farlige kunstner, han møder de virkelig onde tyve, der franarrer ham hans penge og han bliver fristet af at tage til Slaraffenland, hvor man hele dagen spiser pandekager og prutter som man har lyst, selvom han skulle være taget til fest med sin ven. Pinocchio gør ofte det moralsk forkerte og publikum gyser over genkendeligheden fra deres eget liv.

Forestillingens bærende element er Gepettos tålmodige og tilgivende kærlighed til den dukkedreng, han selv har skabt. Han elsker ham betingelsesløst, og anerkender til sidst, at han er en dukke, der ikke altid gør det rigtige. Dirck Backer spiller ham roligt og uden dikke-darer, sådan som man ønsker en far skal være. Det betyder ikke noget, om man er en uperfekt dukke eller en rigtig dreng, blot man lærer undervejs. I sidste scene sidder de to på stranden, efter at være sluppet ud af hvalens mave. Pinocchio accepterer sig selv og sin binding til sin dukkefar. Der er bånd der binder ham.