Debat

Der skal ikke gives ved dørene!

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ifølge »Håndbog for halvgamle mænd« karakteriseres business-typer som følger:

»Det har aldrig været opfinderne af det danske sprogs mening, at der skulle findes et udsagnsord, der skulle hedde 'at vækste'. På den anden side er det så langt, man kan få smarte business-typer til at gå, hvis de skal tale dansk. De vækster i helt utrolig grad. Men ellers har de travlt med at ævle om at benchmarke deres performance up front i en business to business outsourcing win-win- situation. Det har de lært på Copenhagen Business School«.

Når jeg vælger dette selvironiske citat fra ovennævnte håndbog, er det, fordi markeds­tænkningen i uddannelsespolitikken såvel i teori som i praksis »vækster«. På universiteter og professionshøjskoler tænker man efterhånden mere i et økonomisk perspektiv end i et dannelses - og udviklingsperspektiv. Folkeskolen er også præget af tiltagende markedstænkning. Her er det med fokus på elitær tænkning, særlige udvælgelseskriterier, ændring af enhedsskolen tilbage til sorteringsskolen og en tro på, at offentliggørelse af nationale test vil sikre Danmark en bedre global konkurrenceevne. Tanken er, at regeringen ved Folketingets åbning den 5. oktober vil lancere en ny reform af folkeskolen! Det går bare ikke, at aktører i regering, folketing, erhvervsliv, skoleråd, Cepos, finansministerielle regnedrenge, KL og Lars Løkkes udpegede rejsehold fremkommer med det ene forslag efter det andet, som primært er præget af bestillingsarbejde baseret på »synsninger«. Uden lærernes kreativitet og innovative kræfter går det ikke! Derfor er min opfordring til Danmarks Lærerforenings ledelse: »Der skal ikke gives ved dørene« - reel inddragelse og passende accept og respekt for den professionelle faglighed skal i fokus, hvis lærerne skal sige »til«.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Powered by Labrador CMS