"Alle partierne er enige, alle ordførerne er enige. Hvorfor er regeringen så ikke klar til at gå videre med det?”, spørger SF-eren Jacob Mark.

Frustration efter møde om mål: ”Der sker ikke noget som helst”

Forligskredsen er enig. KL bakker op. Lærerne bakker op. Alligevel er der ikke umiddelbar udsigt til en reduktion i antallet af bindende mål.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I går aftes mødtes forligskredsen bag folkeskolen. På dagsordenen var en reduktion af antallet af bindende mål, og partierne var enige: Der er kommet for mange bindende mål. Et budskab også Ellen Trane Nørby, der var undervisningsministern i den rene Venstre-regering, der gik forud for den nuværende VLAK-regering, gav udtryk for i juni sidste år.

Leder: Kluddermål

Alligevel var det en noget frustreret Jacob Mark, der er undervisningsordfører i SF, som folkeskolen.dk i dag talte med.

"Der sker ikke rigtig noget som helst. Normalt har jeg ikke behov for at fortælle, hvad der sker på forligskredsmøder, men ministeren har selv været ude og sige, at der ikke kommer noget som helst før sommerferien, det er så utilfredsstillende. Allerede i juni sidste år var den daværende regering ude og sige, at man var klar til at lempe på målene efter henvendelse fra flere partier. Så kommer der en ny regering, jeg ved ikke, hvad der foregår, men det går i hvert fald ikke hurtigt, og det er noget af det, der trykker allermest ude i folkeskolen: Følelsen af, at man bliver målstyret på alt, hvad man gør", siger Jacob Mark til Folkeskolen.dk.

Han fortæller, at han på mødet spurgte om forligskredsen i det mindste kunne komme med en fælles udtalelse om, at de ville reducere antallet af bindende mål?

"Det ville regeringen heller ikke. Vi har alle sammen et ansvar for, at der er kommet så mange bindende mål ude i folkeskolen, men det er godt nok skidt, at man ikke kan skrue tempoet op", siger Jacob Mark.

Forligspartier enige: Det var aldrig meningen at gøre alle målene bindende

"KL har rykket sig"

KL har meldt tydeligt ud, at de bakker op om en reduktion af målene. Anna Mee Allerslev fra Radikale Venstre, der er formand for KL's Børne- og Kulturudvalg, har på vegne af kommunerne sagt, at det var "meget positivt", at forligskredsen vil reducere antallet af bindende mål.

"Vi kæmper generelt for færre regler og mindre bureaukrati. Det gælder i den grad også Fælles Mål. Vi ønsker, at det er lærernes og ledernes faglighed, der styrer undervisningen, og at der er respekt om og tillid til denne faglighed", har Anna Mee Allerslev fortalt til folkeskolen.dk.

Til stor tilfredshed for Jacob Mark:

"Jeg er glad for, at KL har rykket sig på det her spørgsmål. Et er, hvis vi lemper på målene inde på Christiansborg, men hvis kommunerne står imod derude, så tror jeg stadig, at lærerne vil opleve, at der er mange mål. Det er afgørende, at KL også har rykket sig, derfor bør vi også rykke på det, så det kan begynde allerede fra næste skoleår", siger Jacob Mark.

KL bakker op om færre bindende mål

Det strander ikke i undervisningsministeriet

Undervisningsminister Merete Riisager har før hun blev minister forfulgt mål-dagsordenen, så det er udefra lidt svært at se, hvorfor hun ikke trykker på speederen i forhold til at få reduceret antallet af mål?

"Jeg er ikke sikker på, at det er hos undervisningsministeren, at den strander. Der sidder altid nogle ministre i en regering, der er mere magtfulde end andre, og det virker til, at de har sat en stopklods på det her", siger Jacob Mark. Folkeskolen.dk har også talt med andre ordførere, der ikke vil udtale sig om, hvad der er blevet sagt på forligskredsmødet, men Marianne Jelved(R) fortæller, at hun bakker op om Jacob Marks fornemmelse af, at der bliver trykket på bremsen et andet sted end i undervisningsministeriet.

Hvilke ministerier tænker du på?

"Det ved jeg ikke. Men der er bare et regeringsapparat, den skal igennem. Det der undrer mig er: Alle partierne er enige, alle ordførerne er enige. Hvorfor er regeringen så ikke klar til at gå videre med det", spørger Jacob Mark og fortsætter.

"Det er helt sikkert, at hvis der ikke ligger et forslag til reduktion af målene tidligt i næste folketingsår, som ministeren har lovet, så kommer vi med et selvstændigt lovforslag", siger Jacob Mark.

Folkeskolen.dk har været i kontakt med undervisningsministeriet, her er meldingen, at undervisningsminister Merete Riisager(LA) ikke har nyt at sige om sagen siden hun skriftligt udtalte sig til Politiken om sagen den 9. marts, degang skrev ministeren:

"Jeg har haft de første drøftelser med forligskredsen, og på den baggrund er vi i gang med at udarbejde et oplæg til forligskredsen til, hvordan vi kan forenkle de fælles mål. En eventuel ændring af fælles mål vil kræve en lovændring, og det vil tidligst kunne sættes i gang fra efteråret, hvis vi skal sikre en ordentlig lovproces".