Debat

Grundtvig og Løgstrup genlæst

Konference om mennesket i verden. Aarhus Universitet og Grundtvig Centeret 25. og 26. januar 2016. Rapport af Lærke Grandjean

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Konferencen ´Mennesket i verden. Grundtvig og Løgstrup genlæst´ var en italesættelse af, hvad der i dag brænder i menneskesynet i almindelighed og i pædagogikken i særdeleshed, anskuet i Grundtvigs og Løgstrups optik.

En perlerække af kyndige Grundtvig- og Løgstrupforskere gjorde det klart for os knap 200 deltager, at vi i dagens Danmark  med fordel kan vende blikket væk væk fra det fattige menneskesyn bag bølgen af statistik- og empiriforskning i pædagogik og humaniora, der ellers skyller ind over alle skoleformer - og i stedet lade pædagogisk og humanistisk forsking inspireres af og bygge på de to centrale skikkelser i dansk åndsliv, Grundtvig og Løgstrup.

Her kan man stadig finde så vægtige argumenter for det alment menneskelige, at man både i folkeskolen og i de øvrige skoleformer i Danmark med særdeles overbevisende argumenter kan fokusere på både en almen pædagogik og en almen didaktik - og dermed undsige det ensidige fokus på måling og tests, som ellers er i færd med at tage livet af den alment dannende subjektifikation, kvalifikation og socialisation, som undervisningens A-B-C. 

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Med andre ord, der er nu, mere end nogensinde, brug for fokus på tilværelsesoplysning og demokratisk dannelse i den danske folkeskole, såvel som i andre skole- og undervisningsformer.

Der er brug for at fastholde vores historisk-poetiske potentialer med udgangspunkt i reformpædagogikkens livgivende oprør mod autoritær styring.

Der er brug for lærerautoriteter, der vil skabe ro og bruge fortællingen og fantasien som pædagogisk ´metode´.

Der er brug for lærere, der har intentioner og som med ansvarlighed vil sætte fokus på hvert enkelt barn og unge menneske. 

Italesættesle og udfoldelsen af Grundtvigs og Løgstrups mange ansigter var livgivende og i diametral modsætning til den ellers overvældende i-tal-sætning af pædagogik og undervisning, som er tidens moderne slogan, med statiske målinger som højeste ønske.

Ni veloplagte oplægsholdere udfyldte de to dages konference, og selv om der virkelig var stof til eftertanke samt mange spørgsmål og engagerede diskussioner, så forsvandt tiden, spm den kan gøre, når man er i godt og meningsfuldt selskab.

Viggo Mortensen talte om Grundtvig, Løgstrup og det folkelige. Herudover om sine erfaringer med folkeligt oprør og folkelige netværk ud fra ´Oprør fra udkanten´

Jes Fabricius Møllers genopvakte med sit foredrag ´Grundtvig-renæssance og opgør med Grundtvig´ den evig-gyldige problemstilling, om hvor grænsen går for, hvor meget magtstyring, man skal gå med til som menigmand og kvinde - med udgangspunkt i brevvekslingen mellem Løgstrup og Hal Koch fra besættelsen, om civil ulydighed eller ej. 

Ole Jensen fortalte om sit liv med Løgstrup og Grundtvig.

Peter Kemp talte om engagement som livstema.

Maria Louise O. Møller stillede spørgsmålet om Løgstrup er grundtvigianeren par exellence?

Hans Henrik Hjermitslev gav et idéhistorisk overblik over højskolens helte fra Grundtvig til Løgstrup.

Kirsten Margrethe Andersen talte om fortællingens nøglerolle i folkeskolen fra Grundtvig til Løgstrup.

Og David Bugge talte om ´Forenklingens fjende, med Løgstrups tanker om den historisk-poetiske skole´. 

Desuden causerede Peter Aaboe Sørensen om ´Sproget slutter som en handske - et causeri om sprog og ånd hos Løgstrup og Grundtvig´.

Michael Schelde, David Bygge og Peter Aaboe Sørensen var værter og ordstyrere, og de opfordrede som afslutning på konferencen til en fortsat oplivende genlæsning og anvendelse af de to åndspersoner Grundtvig og Løgstrup. Der er brug for at holde liv i det alment dannende menneskesyn, hvis vi fortsat vil frihed, ligeværd og demokrati i uddannelse og samfund. 

Så en anbefaling fra denne reporter skal lyde, hold øjne og ører åbne for yderligere oplivende arrangementer på både Aarhus Universitets og Grundvig Centerets hjemmeside.