Venstre er i denne uge ude med det synspunkt, at inklusionen i folkeskolen har behov for et eftersyn. Jeg kunne ikke være mere enig. Vi har de sidste år set undersøgelser, som viser at børn, der skal inkluderes i almenskolen, ikke får den undervisning de har krav på. Det helt centrale problem er, at inklusionsloven ikke i tilstrækkelig grad tilskynder til inklusion af de børn det hele handler om. Loven tilskynder til placering i almenskolen, ikke inklusion i almenskolen. Der mangler med andre ord sammenhængskraft og dialog imellem strategi og realitet, når der laves planer for inklusion.

I foråret viste en SFI-rapport, at kun fire ud af ti tilbageførte elever får støtte i skolen, og at eleverne særligt sendes tilbage til inklusionsafprøvninger i klasser, der i forvejen har store udfordringer. Vi hører om stigende pres på forældre til børn med særlige behov som ikke kan rumme deres skoletilbud, fordi de ikke inkluderes, og derfor mister flere års skolegang.

Lærerne i folkeskolen er ikke tilstrækkeligt uddannet til at løse de opgaver, der følger med et stadigt øget pres fra inklusionskravene om at nå målet om at 96% af eleverne går i almenskolen. Og der har ikke været tilstrækkelig opmærksomhed på, at specialiseringen, som forudsætning for inklusionens succes, har været opfyldt. Der er med andre ord behov for, at efterse den overordnede strategi om placering af udsatte børn i almenskolen. Og der er behov for, at det sker med inddragelse af de interessenter, som berøres af at inklusionen er kørt ud over kanten. Dvs. handicaporganisationer, faglige organisationer, forældreorganisationer mv.

Det har gennem de sidste 10 år været kendt, at inklusionsstrategien har fokuseret på, at flytte økonomi, der fra 1995-2005 tilfaldt specialundervisningsfeltet i folkeskolen, til almenskolen. Den sparede specialundervisningsøkonomi skulle understøtte de udgifter, som vil følge med inklusionen i almenskolen. At virkeligheden overvejende har været, at folkeskolen har været mødt med betydelige besparelser i samme periode, vidner om, at praksis har været radikalt anderledes end lovet. I Ballerup kommune har vi eksempelvis været udsat for en reduktion i lærerstillinger på ikke mindre end 20 % (150 lærerstillinger) siden 2010. Det vidner om, at pengene der er sparet på specialundervisning ikke er fulgt med den øgede inklusionsopgave. Jeg har ikke grund til at tro at dette eksempel ikke genkendes i hele landet.  

Jeg opfordrer til, at få gennemgået og tilpasset inklusionens skyggesider grundigt efter valget, så der kan komme mere sammenhæng imellem målene for inklusion og de strategier, der laves for området i Folketing og i kommunerne. Det er et tema som fylder urimelig meget i folkeskolen og i handicaporganisationerne og hos de børn det hele handler om.

Skal Danmarks handicappolitiske profil bygges på respekt eller disrespekt for inklusionsopgaven.

Hans Jørgen Franks, Bagsværd