Arbejdstid
16   1182

Minister beklager: Vi skulle have talt med lærerne inden lovindgreb

FN's arbejdsmarkedsorganisation ILO har kritiseret, at regeringen stoppede lockouten i foråret 2013 uden at inddrage lærerne. Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen erkendte på et samråd i dag procedurefejl og beklagede på regeringens vegne.

"Jeg er enig i kritikken: Vi skulle have konsulteret LC inden lovindgrebet".

Artiklen fortsætter under banneret

Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) var - med hjælp fra spørgerne Rosa Lund og Finn Sørensen fra Enhedslisten - klar i spyttet på dagens samråd. Sammen med finansminister Bjarne Corydon (S) var Dam Kristensen indkaldt som en reaktion på den kritik som trepartsorganisationen International Labour Organization har fremsat oven på overenskomstforhandlingerne i foråret 2013.

I udtalelsen fra ILO står blandt andet:

"Udvalget forventer, at principperne om samråd med medarbejder- og arbejdsgiverorganisationer, der er formuleret i udvalgets konklusioner, bliver fuldt ud respekteret i overenskomstforhandlingsrunderne 2014-15. Udvalget anmoder om at blive holdt underrettet om udviklingen".

Beskæftigelsesministeren lovede, at ILO bliver holdt underrettet om de igangværende overenskomstforhandlinger.

"Vil ikke gå på glødende kul"

Rosa Lund ville vide, om regeringen efterfølgende har taget en dialog med lærerne. 

"Jeg erkender, at der skulle have været en konsultation før fremlæggelsen. Derudover er der som sådan ingen kritik. Og vi burde have gjort, som ILO foreskriver. Jeg ved, at der er berammet et møde mellem DLF-formanden og mig, hvor vi får mulighed for at diskutere de her ting", sagde Henrik Dam Kristensen, der ikke ville forholde sig til, hvilke fremadrettede konsekvenser indrømmelsen af fejlen kan få.

"Vi begik en fejl, det har vi taget til efterretning. Det er fortidens synder, som vi nu har erkendt. Jeg har ikke tænkt mig at gå på glødende kul for Anders Bondo", sagde Henrik Dam Kristensen. Han understregede, at der ikke er tale om indholdsfejl i loven. Og han 'beklager ikke lovforslaget, men at der ikke har været konsultation med Lærernes Centralorganisation', som er den organisation, som forhandler lærernes forhold ved overenskomstforhandlinger.

Ville et møde med lærerne have gjort forskel?

Finn Sørensen refererede et brev, som Danmarks Lærerforening den 15. april har sendt til samtlige folketingsmedlemmer - og han ville have uddybet, hvad det betyder, når ministeren på den ene side beklager, at der ikke blev holdt et møde med lærerne og på den anden side ikke mener, at der er problemer med loven.

"Betyder det, at det ville være ligegyldigt, om man havde hørt lærerne?", spurgte Finn Sørensen.

Henrik Dam Kristensen svarede:

"Det er før min tid, men jeg holder aldrig ligegyldige møder. Jeg konstaterer bare, at der skulle have været et møde. Men det er hypotetisk at diskutere, hvad der ville være kommet ud af sådan et møde".

Henrik Dam Kristensen overtog posten som beskæftigelsesminister fra Mette Frederiksen, da hun blev flyttet over til Justitsministeriet.

 Enhedslisten efterlyser lignende eksempler

Før samrådet har Enhedslisten stillet en række skriftlige spørgsmål, og disse ønskede spørgerne at få uddybet. Finn Sørensen kaldet det et "historisk råt indgreb", og bad om at få gjort helt klart, om der findes andre eksempler på indgreb, der fjerner alle lokalt indgåede aftaler. Ministeren forklarede, at Lov 409 giver mulighed for at indgå lokale aftaler om lærernes arbejdstid. Han bad dog om at få spørgsmålet skriftligt, da han ikke var godt nok klædt på til meget tekniske spørgsmål.

Finn Sørensen sagde, at netop ophævelsen af de lokale aftaler mellem kommuner og lærerkredse var med til at gøre indgrebet råt.

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ