Debat

Positive konsekvenser

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det blev et nej - et lille nej ganske vist - men dog et nej til det forelagte overenskomstforslag. Men som i så mange af livets forhold er det ikke kun størrelsen, det kommer an på.

Et lille nej hos os kan få store, positive konsekvenser - mens et kæmpe nej hos gymnasielærerne tilsyneladende ingen konsekvenser får.

Man kan også medtænke, at en hel del medlemmer har fortalt, at de har stemt ja uden begejstring, og selv om de faktisk er enige i meget af kritikken af forslaget. De har bare ikke troet på mulighederne efter et nej.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Nu bliver vi heldigvis tvunget til at se på de muligheder, der ligger i en genforhandling og en eventuel efterfølgende konflikt, og selv om der ikke er nogen garanti, så er det før lykkedes at skabe et bedre resultat efter et nej, blandt andet ved Overenskomst 95.

De temaer, jeg har hørt igen og igen som begrundelse for et nej fra medlemmerne, har været:

- manglende central sikring af den enkelte lærers - og lærergruppes - forberedelsesmuligheder

- manglende garanti for sammenhæng mellem antallet af undervisningstimer og tilhørende forberedelsestid

- dårlige overarbejdsbestemmelser, som tilskynder kommunerne til at udskrive overarbejde frem for at ansætte nye lærere

- garanteret reallønsnedgang i overenskomstens første år

- en grundlæggende og indgroet modstand mod hele ny løn-konceptet - selv i sin mest afdæmpede fremtrædelsesform.

Jeg vil foreslå, at der arbejdes med disse temaer i en kommende genforhandling og eventuel konflikt.

Peter Hess-Nielsen

Ballerup