Efter gennemlæsning af Folkeskolens særnummer om overenskomsten er jeg meget forstemt - ikke over, at der er uenighed, men over, at flertallet af dem, der anbefaler forhandlingsresultatet, gør det på en måde, hvor de ser helt bort fra de væsentlige forringelser og i øvrigt søber deres argumentation ind i højtflyvende fraser om folkeskolens helt ændrede virkelighed efter Overenskomst 99!

Det uvederhæftige starter i Anni Herforts indledning, hvor hun skriver: 'Det betyder også, at jeg ikke kan garantere, at hver eneste lærer hvert eneste år får præcis den samme tid til individuel forberedelse som i dag'.

Jamen Anni, du ved udmærket, at det vil ikke være en sjælden undtagelse, men reglen, at en lærer med over 18 lektioner vil miste forberedelsestid. Vendingen 'præcis den samme' er manipulerende proportionsforvrængning.

Og så er det lidt mærkeligt, når Anni skriver: 'i det hele taget skal I jo ikke løse opgaver, som I ikke får tid til'. Vi må altså ikke forberede os til den 23. lektion, hvortil der jo ikke er forberedelsestid!

'Det ville være herligt, hvis vi i en central aftale kunne sikre millimeterretfærdige løsninger', skriver Anni videre. Det er en urimelig fordrejning at tale om millimeterretfærdighed, når man taler om et resultat, hvor de fleste centrale aftaler er væk. Siden hvornår er det blevet DLF-politik at fremme forskelligheden mellem landets folkeskoler?

Hvorfor omtales bortfaldet af reglen om mindst 50 procent Ø-tid ikke? Var det en ligegyldig garanti? Det er selvfølgelig fordi, at mens vi i 1993 stod med uansvarlige kommuner, så har vi nu ansvarsbevidste kommuner, der ud fra flotte målsætninger vil konkurrere om at skabe den bedste folkeskole med optimale arbejdsvilkår for lærerne!

Og dog? Jo, det med kvaliteten vil Kommunernes Landsforening gerne, men samtidig skulle lærerne helst undervise mere, for den flotte skole må ikke koste noget!

Bedre bliver det ikke i en del af hovedstyrelsesmedlemmernes anbefalinger. Der er virkelig gang i ordforbruget, og der varmes godt op til, at ildsjælene skal klare både folkeskolens udvikling og de 100.000 flere elever - for nu har vi fået den professionelle frihed til at kravle til vejrs (uden ressourcer).

Det er en ærlig sag at anbefale et ja, men det er ikke i orden at beskrive arbejdstidsdelen som et fremskridt.

Hvis den ikke skal blive en katastrofe, kræver det ansvarsbevidste kommuner, der ikke undskylder sig med statens manglende bloktilskud - og det kræver lokale fagforeninger, der med et slag skal blive 200-300 procent dygtigere/heldigere end nu til at hale resultater hjem i konkurrence med andre sektorer i kommunen.

Vi - i de lokale kredsstyrelser - siger tak for tilliden - men vi er jo ikke så naive. Hvis du vil have professionelt råderum til at slide dig selv ihjel, så stem ja.

Leif Nielsen

Ishøj Lærerekreds