»Gavner det undervisningen?«

Det spørgsmål er der ofte taget udgangspunkt i, når en skole beslutter et nyt pædagogisk tiltag. Men ikke altid. Nu er det for alvor de pædagogiske argumenter, vi skal til at bruge som grundlag for beslutninger om antal teammøder, faseopdelt skole, elevplansudarbejdelse, test og så videre.

Det bliver der mulighed for nu med den nye aftale om en model for lokale arbejdstidsaftaler. Hvis lærerne stemmer ja til overenskomsten, får vi en fælles tilkendegivelse fra KL og DLF om, at vi lokalt vil arbejde for arbejdstidsaftaler, der bygger på lærernes professionelle råderum. Hvad betyder det?

Det betyder, at vi får en unik chance for at ændre udviklingen i lærerarbejdet i mere gunstig retning for lærernes arbejdsmiljø - og for undervisningens kvalitet. Der er ikke nogen manualer, der kan beskrive, hvordan undervisning gribes an i enhver given situation. Det kræver lærerprofessionalisme at tage de rigtige valg i de enkelte situationer.

Vi har længe set en international tendens i retning af managementledelse, som koncentrerer sig om »måden«, man skal gøre ting på, og om »outputtet« af arbejdet. Flere og flere røster blander sig nu i koret fra forskere, som siger, at lærernes autonomi og råderum er afgørende vigtigt for, at undervisningen skal lykkes.

»Læreren er den vigtigste betydende enkeltfaktor for elevernes resultater«. Citatet stammer fra OECD, og der er mange grunde til at bakke op om den udtalelse. DLF har ofte understreget, at kvaliteten i undervisningen afhænger af lærernes mulighed for at undervise godt. Et væsentligt element heri er lærerens lyst til at undervise. Lysten kommer med inspiration i faget, godt samarbejde med kollegaer, forældre, elever og leder. Arbejdsmiljøundersøgelser viser, at selvstændigt råderum modvirker stress.

For at det professionelle råderum skal blive en realitet, skal vi lokalt sætte os for at diskutere, hvad vi mener med ledelse af lærere. Når skolelederen ikke længere leder ved at tildele tid til de enkelte opgaver, så træder den pædagogiske diskussion i stedet. Derfor giver det heller ikke mening at diskutere lærernes tilstedeværelse i sig selv. Det giver ikke mening at sige: »I skal holde så og så mange møder - for det har I fået tid til«. Det væsentlige er, hvordan lærere og leder vurderer, at målene for undervisningen bedst opnås. Det er nødvendigt at stille spørgsmålet »Gavner det undervisningen?« når vi taler om lærernes arbejdsforhold.