Folkeskolens leder:

En plan C

Professionalisme.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Det er et mirakel, simpelthen«. Sådan beskrev flere forældre det, der var sket med deres børn - de ni unge mennesker fra 8. klasse, der før miraklet læste og stavede som elever i 2. til 5. klasse, men som efter et intensivt undervisningsforløb i TV2's Plan B på kun tre uger læste og stavede meget bedre og strålede af selvtillid, stolthed og tro på, at de nu kunne lære endnu mere.

Man forstår elevernes og lærerens glæde. Man forstår forældrenes forundring og glæde. Men et mirakel er det ikke. Man kunne med større ret kalde det en skandale.

Fordi det er dybt utilfredsstillende, at elever efter otte-ni års skolegang kan gøre så store fremskridt på så kort tid. Det burde selvfølgelig være sket meget før - i skolen.

Det, der skete i Plan B, var ikke et mirakel. Plan B var et eksperiment, hvor en ganske almindelig, dygtig og engageret ung lærer, Per Havgaard fra Elkjærskolen i Give, fik mulighed for at trække på den nyeste viden om læring og mulighed for at planlægge arbejdet i tæt samarbejde med en erfaren kollega. Forskningsmæssigt blev han bakket op af lektor Hans Henrik Knoop fra Danmarks Pædagogiske Universitet, og forløbet blev tilrettelagt sammen med lærer Mariane Schmidt fra Vorbasse Skole. Og så havde de tiden og de relevante, pædagogiske test til at differentiere undervisningen, så den matchede hver enkelt elev. Så enkelt er det såmænd: Når lærere får tid og mulighed for at arbejde professionelt, så rykker det for alvor.

Plan B blev gennemført, fordi skolens plan A ikke lykkedes. Eleverne fik ikke lært det, de skulle. Plan B viste, at de kunne lære det. Fordi lærer og elever fik de rigtige arbejds- og læringsvilkår.

Plan C burde være en konsekvent oprydning, hvor alle elever og alle lærere fik de samme muligheder.

-th

»Jeg er en ganske almindelig lærer. Jeg har masser af kolleger, der er bedre lærere end jeg. Der er en ting i Plan B, som ikke er optimal, og det er, at jeg ikke havde mit team med .« Per Havgaard | lærer i TV2's Plan B | til Månedsmagasinet Undervisere