Når Søren Krarup i Folkeskolen nummer 46 foreslår, at »med udgangspunkt i dansk kultur og historie er det folkeskolens opgave at give børnene nyttige kundskaber«, kan jeg kun spørge, om det er så vigtigt med den danske kultur og historie, at vi i stedet for at skabe rammer for oplevelse, virkelyst og fordybelse og lade eleverne udvikle erkendelse, fantasi og lyst til at lære, så de opnår tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle, bare skal give dem nyttige kundskaber? Og hvad er nyttige kundskaber?

Vi tager jo allerede udgangspunkt i den danske kultur og historie i folkeskolen. Bare se på formålet for dansk: »Formålet med undervisningen i dansk er at fremme elevernes oplevelse af sproget som en kilde til udvikling af personlig og kulturel identitet, der bygger på æstetisk, etisk og historisk forståelse«.

Jeg vil meget gerne være med til gennem undervisningen i folkeskolen at gøre eleverne til levende mennesker, der alle har en værdi og en historie. Dette kan nemlig binde os sammen og gøre os til et folk og et samfund med fællesskab. Løsningen er, efter min mening, ikke flere historietimer og søgen efter gamle danske dyder. Derimod er det mere i retningen af folkeskolens formål stykke 3: »Folkeskolen skal gøre eleverne fortrolige med dansk kultur og bidrage til deres forståelse for andre kulturer og for menneskets samspil med naturen. Skolen forbereder eleverne til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens undervisning og hele dagligliv må derfor bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati«. Ligeværd og forståelsen for forskellige kulturer, der eksisterer i Danmark, kan gøre det danske samfund til et levende samfund. Derfor er dette også et vigtigt formål for vores folkeskole.