I Ukraine demonstrerede »de orange« for demokrati mod »de blå«. I Libanon forlanger demonstranter frihed og demokrati, mens endnu flere kræver, at syriske tropper bliver i landet. I Irak blev diktatoren styrtet med bomber og tropper udefra, og landets nye demokrati har det alt andet end nemt, så det skal beskyttes af besættelsestropper.

I Danmark derimod er demokrati noget, alle går ind for. Vi respekterer det, er stolte over det. Demokrati er en skikkelig måde at være uenige på, siger vi. Og stemmer i stort tal. I hvert fald når der er valg til folketing og kommunalbestyrelser. Det kniber straks lidt mere, når det gælder valg til Europaparlamentet, partiforeningen, skolebestyrelsen og fagforeningen. For slet ikke at tale om aktiv deltagelse, der overlades til mindretallet. Flertallet er blevet til køb og smid væk-forbrugere på et politisk demokratimarked.

Hvis man udtrykker sig lige så forenklet, som andre gør, når de taler om undervisning i læsning, matematik og naturfag, kan man hævde, at skolen også har et demokratiproblem. Men det er ikke noget, der tales meget om. Selv om Undervisningsministeriet betegner demokrati som »uddannelsessystemets helt centrale værdi«, så argumenterer man i Uddannelsesredegørelse 2000 for, at demokrati »ikke er til stede som faglig disciplin, men er indarbejdet i aktørernes selvforståelse«.

Demokrati læres ikke ved deduktion eller instruktion, hedder det. Det læres i samspillet med andre, hvor vi oplever at blive taget alvorligt, og hvor vi må være åbne for andres holdninger og acceptere konsekvenserne af fælles beslutninger. »Derfor har vi ikke skoler i demokrati, men demokratiske skoler ...« lyder ministeriets konklusion.

Mange ledere og lærere i folkeskolen er enige med ministeriet, for i diskussionen om modsætningen mellem Hal Kochs fokus på demokratisk samtale og Alf Ross på formelle demokratiske procedurer har samtaledemokratiet »sejret ad helvede til« i skolen.

Men meget tyder på, at det ikke er nok. I formålsparagraffen står der, at undervisningen og skolens dagligliv skal bygge på demokrati. Men det skal det, fordi skolen skal forberede eleverne til »medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre«. Demokratiske holdninger og demokratisk samtale er altså forudsætninger. Men der er en masse andet, der også skal læres, og som ikke prioriteres lige højt overalt. Derfor er der brug for en diskussion om »større faglighed« på området, som det hedder, når politikere taler om skolens øvrige undervisning.

Hvis vi da ikke vil nøje med at sluse flertallet ind i Lalandia-segmentet, som den socialdemokratiske borgmester i Hillerød, Nick Hækkerup, provokerende eller kynisk, realistisk? kalder befolkningsflertallet. Der er, siger han, et lille elite-segment, der bestemmer, og der er Lalandia-segmentet, der kun stemmer. Og så er der taber-segmentet, som er udenfor.

Det er ikke godt nok. Hverken i skolen eller i resten af samfundet.

-th