Tak til Lars Kjems for i sidste uges kommentar om ledelse, »Praktisk skoleledelse«, at bringe den stærkt presserende diskussion om det uklare rummelighedsbegreb på banen.

Berøringsangsten er dog stadig et problem, når Kjems ikke drister sig længere end til at skrive, at børn i skolen må »irettesættes«, når de blæser fællesskabet en lang march, og at det skal »påtales«, når et barn udviser foragt for andre. Den hævede pegefinger rækker altså bare ikke i virkelighedens verden. Skolen har pligt til at sikre, at ingen børn i dens varetægt lider overlast, og at de bliver undervist. Skolen skal derfor så vidt muligt sikre, at excesserne overhovedet ikke finder sted.

Som Kjems påpeger, lider debatten under den grundlæggende mangel, at der ikke foreligger nogen definition på »rummelighed«. Handler det om kvantitet eller kvalitet? Om hvor mange forskellige børn vi kan proppe ind til den enlige lærer i normalklassen og så lukke døren udefra, eller om hvordan disse børn har det med hinanden, mens de er derinde? Betyder »skolen for alle«, at her slipper ingen ud, eller at alle, der vil skolen, har ret til at være her?