I dagens Danmark er pædagogik ikke et åbent emne som før folkeskoleloven af 1993. Og slet ikke en 'privat' sag - noget, man begiver sig ud i alene. Det er i sig selv suspekt at være individualist, for den 'korrekte' pædagogik tager ikke længere udgangspunkt i udøverens personlighed, temperament og de fysiske muligheder. Det er uden betydning. Fordi den er kreeret i en elitær selvbestøvende fantasiverden, hvor undervisning af børn er en teoretisk størrelse - og ikke en del af virkelighedens besværlige logik. Pædagogik er ikke længere de uanede muligheder - ikke længere visioner - men tvang! Pædagogikken har lukket sig om sig selv. Isoleret sig fra virkeligheden.

For pædagogik skal kontrolleres - skal i system - som alt andet i vor kultur. Derfor taler vi ikke længere kreativ pædagogik i skolen, men derimod, hvordan vi kan rette vor pædagogiske adfærd ind efter det 'korrekte'. Forsøger trælleagtigt at tilpasse vore aktiviteter efter den øjeblikkelige pædagogiske mode.

Og som vi ikke har mindste mulighed for at udføre godt nok! Ikke engang tilnærmelsesvis!

Undervisningsdifferentiering - projekter - tværfaglighed - handleplaner - elevsamtaler - evaluering.

Kun tragikomiske spasmer bliver det til!

Men vi holder loven, bilder vi os ind. Fornægter hårdnakket virkelighedens de facto og indordner os efter de herskendes de jure. Som i øvrigt til alle tider har fundet udveje til at styre massernes materielle og åndelige udfoldelser.

Det være sig i diktaturer som i demokratier.

Og gør du oprør, er du enten reaktionær eller venstreorienteret. Skældsord, der er brugbare, eftersom hvilket system du frister tilværelsen i.

Er vi ikke privilegerede? I Danmark - verdens frieste land - stortrives den pædagogiske fundamentalisme. Bravt understøttet af 'massernes' fejhed og selvcensur.

Niels Christian Christensen

Bagterpskolen, Hjørring