Tysk
14   31

Forsøg med alternativ tyskprøve gik over al forventning

På to efterskoler valgte tysklærerne at udnytte åres aflysning af tyskprøverne til at afprøve en prøveform, de selv er kommet på. Det var en stor succes, synes både lærer og elever.

Udtræksprøverne er aflyst i år, og derfor har ingen elever fået udtrukket prøver i mundtlig eller skriftlig tysk.

På de to efterskoler Midtjysk Efterskole og Vardeegnens Gymnasieforberedende Efterskole valgte to tysklærere at udnytte aflysningen til at afprøve en helt anden måde at eksaminere eleverne på mundtlig.

Med inspiration fra prøven i mundtlig matematik var eleverne oppe samtidig i små gruppe á to-tre elever i halvanden time. 

Det synes eleverne

Det var dejligt, at man ikke stod helt alene op imod tre voksne, der sidder og dømmer en. Man kunne ligesom læne sig op ad hinanden og hjælpe, hvis man følte sig stresset/presset i situationen - Iben

Jeg kan godt lide at arbejde i grupper, da man hører fra flere forskellige mennesker, og at man kan læne sig op ad et andet menneske, hvis man bliver i tvivl. Jeg har lært en masse andre ord til mit ordforråd. Jeg har også lært, hvordan det er at finde kilder - Julie

Jeg føler, at selv om at jeg gik til prøve, var jeg stadig i en læringsproces - Stinne

Jeg har lært mere om benutzen, verbringen og gebrauchen, og det var rart at samtale med folk på tysk, hvor man havde mulighed for at forberede sig inden. Det var en sjov og nervepirrende oplevelse, men også meget lærerig. Det var fedt at få lov til at prøve, og det med at komme ind i grupper fungerede rigtig godt - Amanda

Jeg synes hele processen op til prøven lærte mig en del, og også under selve prøven fik jeg dannet mig en god ide om, hvor meget jeg kan præstere på "kort" tid - Cecilie

"Eleverne lagde ud med noget de havde forberedt for eksempel en powerpoint-præsentation af et emne eller en argumentation. Herefter gav vi dem en opgave inden for det emne, som de så skulle løse inde til prøven", fortæller tysklærer på Ann-Kristin Henriksen, som underviser på Vardeegnens Gymnasieforberedende Efterskole.

Artiklen fortsætter under banneret

Talte med eleverne tre gange

Ann-Kristin Henriksen og censor snakkede så med hver af grupperne tre gange i løbet af prøven.

"Først gik vi rundt og hørte dem til, hvad de havde planlagt på forhånd. Det er her, at vi stiller dem en opgave, de skal arbejde på. Anden runde går vi rundt og hører dem; Was macht Ihr? Altså hvad laver I, og hvad kigger I på? Her var der for eksempel mulighed for at også redde nogle af grupperne, hvis de var på vej ud i noget, der var for svært. 'Måske kan I nøjes med det her - måske behøver I ikke kigge på alle tre ting'. Den sidste omgang er det lidt mere afsluttende; hvad fandt I så ud af?", fortæller Ann-Kristin Henriksen.

Mange talte tysk sammen

Prøven gik over al forventning, lyder det fra Ann-Kristin Henriksen. Alle elever gjorde deres bedste, stemningen var god og der var ingen, der meldte sig syge på dagen, fortæller hun.

"Og omkring en fjerdedel af eleverne talte også tysk, når vi ikke var der. Jeg havde ikke forventet, at der var så mange, der ville gøre det". 

Ifølge Ann-Kristin Henriksen var det en stor fordel, at prøven er meget længere end den almindelige tyskprøve. Det giver nemlig tid til, at eleverne når at føle sig tilpas til prøven, og den giver mulighed for, at man kan høre deres funktionelle sprog folde sig ud i praksis.

"Nogle af eleverne var lige ved at dø af skræk i starten, men det gik over undervejs. Så gav vi dem lidt slik og lod dem få lidt luft, og så går det bedre i 2. eller 3. runde. De skulle også lige tale sig varme i deres grupper, når vi ikke var der. Normalt ævler de løs, lige så snart de får chancen, men nu var det jo en slags prøvesituation, så de var noget fåmælte. Der gik lige lidt tid, inden de begyndte sådan virkelig at tale sammen. Det var som om, at de i starten hviskede lidt og skrev mere til hinanden".

Hjalp med inspiration til hjemmesider

Eleverne havde deres computere med til prøven, så de havde adgang til internettet. På forhånd havde Ann-Kristin Henriksen udleveret en liste med mulige hjemmeside, de kunne bruge. 

"Vores erfaringen siger, at eleverne har svært ved lige hurtigt at finde på nogle kilder. De finder ting, der er for svære. De går eksempelvis på Wikipedia, og det er håbløst, fordi der er alt for meget info på et alt for vanskeligt sprog. Det kan også være, at de går på danske sider og oversætter det. De har heller ikke så meget viden, at de kan finde nogle sjove sidder. De finder bare kedelige sidder. Derfor hjalp vi dem med inspiration". 

Opgave: Planlæg en fest

Emnerne til prøven var de samme, som de ellers havde været, hvis det havde været den almindelige prøve, fortæller Ann-Kristin Henriksen. 

Mobilität var blandt andet et emne, eleverne kunne bearbejde. Her valgte en gruppe af piger at sætte sig ind i forskellen på benzin-, diesel og el-biler. 

"Jeg var meget overrasket over, at de valgte noget så teknisk. Men de klarede det virkelig flot", siger hun. 

En anden gruppe havde ungdomsliv som emne. Deres præsentation handlede om unges forhold til alkohol. Gruppen fortalte både, hvor meget danske og tyske unge drikker, og de sammenlignede også mentaliteten blandt danske og tyske unge. 

"Som opgave gav jeg dem, at de skulle arrangere en fest for deres jævnaldrende med et tysk tema. De fandt på, at ville lave en oktoberfest. De overvejede så, hvilket udstyr de havde brug for, hvad man skulle kunne drikke, hvor skulle festen være henne, og hvordan måtte man opføre sig til festen. De lavede også en fin lille invitation til deres fest, så de havde også noget skriftlighed med. Alt det nåede de undervejs", fortæller Ann-Kristin Henriksen.

Hvor bruger man ikke denne her prøveform?

Hun ser rigtigt gerne, at denne prøveform fremover blev måden, man eksaminerer eleverne i tysk. 

"Jeg ved ikke, om det kan lade sig gøre, men jeg synes virkelig, at det var en god prøveform, og eleverne var også glade for den. Jeg har snakket med en matematikkollega, som siger, at det her er den bedste måde at teste eleverne på, og her har man jo gjort det i mange år. Hvorfor i alverden gør vi ikke det i sprogfagene, som jo netop handler om kommunikation. Det er underligt".

Tysklærer på Midtjysk Efterskole Birthe Sidsel Strunge, der sammen med Ann-Kristin Henriksen var med til at finde på den nye prøveform, ser også store perspektiver i den længere og mere dialogbaseret prøveform.

"Det har været dejligt at opleve, hvordan eleverne med tiden slapper af og taler sig varme, mærke at de synes, at det er spændende at skulle tilegne sig viden og gerne vil fortælle om den. Der var en rolig stemning, og det var herligt at se gruppemedlemmerne støtte hinanden. Og det er også et plus, at prøven liger den daglige undervisning", siger hun.

Tysklærerforening: Lyder rigtig spændende

I Tysklærerforeningen for Grundskolen ser formand Tine Lund positivt på muligheden for at lave om på den nuværende tyskprøve. 

"Det lyder rigtig spændende. Det glæder vi os til at drøfte i Tysklærerforeningen", siger hun til folkeskolen.dk.

I et blogindlæg på folkeskolen.dk har tyskformanden gjort det klart, at der kan være store fordele ved at ændre på tyskprøven.

"Prøven i tysk bliver ligestillet med engelsk. Eleverne tror jo, de skal kunne lige så meget i tysk som i engelsk - og det skal de ikke. I engelsk skal de afslutte på et højere niveau - men prøverne ligner jo hinanden, så hvordan kan eleverne dog tro andet? Så ved at lave tyskprøven forskellig fra engelsk, kan vi markere en forskel", skriver Tine Lund. 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Tysk og fransknetværket er for alle, der underviser i eller interesserer sig for fagene. I samarbejde med Sproglærerforeningen, Tysklærerforeningen og Fransklærerforeningen.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
1.002 andre er allerede tilmeldt