Jeg svarer Gordon i min kronik i Kr. Dagblad i dag 1. juni 2021 – her i uddrag:

Den sorte skole er genindført i Danmark: Sig nej!

 Af Lærke Grandjean

Der er brug for et opgør med folkeskolen, som den er nu 7 år efter reformen. Et opgør med selve menneskesynet om, at man med kolde naturvidenskabelige manualer og læringsmetoder kan proppe viden ind i hovederne på børn og unge. Et opgør med grundtanken om, at mennesker bliver til mennesker ved gold læringspåfyldning; som om børnene og de unge var biler på en benzintank.

Genskab skolekomediernes tid! Genskab tid til fordybelse, tid til at finde ud af at være ´mig´, til at være ´vi´.

Genfind tid til at komme hjemme fra mor og far og i stedet komme ind i verden med kunst, viden, tro - for at kunne føle sig hjemme i verden.

Hvem har stafetten til opgøret? Politikerne? Forskerne? Lærerne!

Lige foran os, netop nu, er små og store mennesker med ansigter og øjne, man kan se lige ind i. Hvis man vil. Fald ikke i søvn. Tænk. Sig nej. Hver for sig og sammen. Hvad ville politikerne gøre hvis alle lærerne sammen sagde: Nej!

Gert Biestas nye bog Verdens-centreret pædagogik og uddannelse: En udsigt for i dag udkommer på det engelske forlag Routledge den 13. juli 2021 og er også antaget til udgivelse i Danmark. Den hollandske professors verdensberømte bøger om menneskelig frihed til at sige nej i uddannelse er indtil videre oversat til 18 sprog.

Gert Biestas succes med at trænge igennem globalt med sin meget direkte opfordring til at droppe dumheden – at sige fra over for den nuværende målings- og uddannelsesindustri – har at gøre med hans vedholdende, spidsformulerede og dybdegående tænkning over forbindelserne mellem praktisk pædagogik, teoretisk tænkning og uddannelsespolitik.

Målingens tidsalder, benævner Gert Biesta det nuværende globalt set oversvømmede uddannelseslandskab ramt af læringsbølgen, learnification, som brutalt har medført afskaffelse af gedigen undervisning. Tidligere forventedes lærerne at pege på livet og havde dermed til opgave at vise verden, i en eller anden udgave, frem til de nytilkomne børn og unge.

Men i skarp kontrast til tidligere tiders formål med skole og undervisning, så forventes læreren globalt set i dag helt primitivt at påtage sig rollen som en mekanisk robot, der, via digitale teknikker, skal servicere børns og unges læringsprocesser, så de kan tilpasses det ´moderne´ konsumsamfund, hvor behov effektivt og hurtigt kan finde tilfredsstillelse. Vi er tilbage i den sorte skoles overfladiske tilpasningsskole.

Men, spørger Gert Biesta, er dette, hvad vi egentlig ønsker? Ønskes virkelig et samfund, hvor mennesker ses som objekter, der skal uddannes med robot-agtige redskaber ud fra en naiv tro på, at dette kan skabe økonomisk vækst? 

Nej, må svaret være, det er i virkeligheden noget helt andet, der er ønskværdigt, og det er i det lys, man kan se Gert Biestas tænkning om pædagogik, undervisning og uddannelse: At pege på menneskets unikhed og mulighed for egen og andres frihed til selv at tage stilling og dermed kunne ja og nej på de rette tidspunkter i livet.  

For hvis man vælger at stoppe op og tænke sig om, så vil de fleste mennesker vist i grunden gerne sige ja til at leve i et samfund, og i en verden, der opdrager til: Frihed, ligeværd og demokrati. Og dermed sige nej til en instrumental og totalitær skole.

Samlet set viser Gert Biesta i sit værk, hvor svært det er blevet for lærerne at løse deres opgave, fordi uddannelse i dag er blevet til en industri og forretning. Hvor skoleformålet tidligere har været funderet i overordnede idéer om via indsigt at søge efter sandt og godt, er formålet i dag indsnævret til: En målingsindustri med kontrol og en naiv forestilling om, at den samfundsøkonomiske kage dermed kan blive lækker og spiselig.

En sådan reducering af skolens formål sætter simpelthen de møjsommeligt indhøstede undervisningserfaringer udenfor skoledøren: Det vil sige erfaringer helt tilbage fra det gamle Grækenland med paideia, til reformationen med læsning af bibelen, til oplysningstidens opfordring til at bruge sin fornuft og til det 19. århundredes interesse for lige uddannelsesmuligheder for alle. 

Skuffende, siger Gert Biesta, at alt dette historiske gods, hvor både elevcentreret og læreplanscentreret uddannelse var i spil, nu synes fortrængt til fordel for vor tids ensidige fokus på at score ´højt´ i PISA (Programme for International Student Assessment) at komme på første pladsen og helst vinde over Finland, eller hvilket seneste land, der lige nu top-performer.

....

https://www.e-pages.dk/kristeligtdagblad/38852/?gatoken=dXNlcl9pZD0yYzFiOThlNDJkMzY4NTc1MDE4M2FlMTE4ODc0NTM0OCZ1c2VyX2lkX3R5cGU9Y3VzdG9t