The Purposes of Education. A Conversation between John Hattie and Steen Nepper Larsen udkom på forlaget Routledge den 27. Maj 2020.

Som en anden kong David tager danske Steen Nepper Larsen i bogen kampen op med én af giganterne på den internationale pædagogiske slagmark, nemlig med australske John Hattie. Og selvom det jo i dag ikke, som i Bibelens fortællinger fra Det Gamle Testamente, drejer sig og at hugge hovederne af hinanden, så kan magtkampene være rå, hvis man altså ikke forstår at bruge hovedet på en anderledes måde, sådan som kong David fra de gamle fortællinger forstod det. Kong David havde ikke noget sværd, men alligevel overvandt han ved list og snilde filisteren Goliat; han brugte sin slynge og en sten.

Steen Nepper Larsen er som initiativtager til samtalebogen med John Hattie imidlertid slet ikke ude på at slynge sten i hovedet på ham. Derimod er formålet med bogen at opnå et fredeligt møde for at ´krydse klinger´ verbalt ud fra de forskellige positioner og perspektiver, som John Hattie og Steen Nepper Larsen forsvarer.

John Hattie har i visse kredse fået en nærmest helteagtig status med sin voldsomt store mængde metaanalyser, som han udmønter i dogmet om synlig læring. I Danmark har John Hatties synlig læring især været populær hos dem, der hylder folkeskoleloven med læringsmålsstyring (learnification, Biesta) fra 2013. Synlig læring er et begreb, som understøtter den omfattende dataficering, der som en tsunami er løbet kloden rundt, og som har ændret opfattelsen af, hvad skolens opgave skal være. I Danmark har dataficeringen og synlig læring flyttet uddannelsesopgaven fra at være tilværelsesoplysning med udgangspunkt i en grundholdning om: først oplive – så oplyse til en opgave, der går ud på, at eleverne hurtigst og mest effektivt får det største antal videnselementer og flest mulige kompetencer ´proppet´ ind i deres hoveder, så de kan komme ud af uddannelsessystemet i den anden ende som velfungerende ´konkurrencestatssoldater´ til erhvervslivet.

Idéen til bogprojektet opstod ved Steens Nepper Larsens henvendelse til John Hattie, hvori han kritiserede synlig læring. John Hatties svar var besk, ja ligefrem groft ifølge Steen Nepper Larsen. Og der opstod en skarp brevveksling imellem de to. Men selvom tonen var hård, opstod et ønske om at mødes; ønsket var, trods uenighederne, at komme i dialog.

Så Steen Nepper Larsen rejste til Australien i 2018, og over et par uger førte han lange samtaler med John Hattie, som de optog på bånd med henblik på at transskribere dem. Resultatet foreligger nu i form af en 330 siders bog. Bogen har gode afsnitsinddelinger, med små illustrerende tegneserier indvævet og gode opsummerende spørgsmål efter kapitlerne. I det hele taget er det en bog med en meget indbydende og læsbar form.

Indholdet drejer sig om grundspørgsmålene: Hvad er formålet med uddannelse? Hvordan kan man vide, hvad der skal til for at opnå god uddannelse? Hvad er forholdet mellem forskning og politik?  Samtalerne herom er inddelt i 16 afsnit med dybdegående pædagogiske og uddannelsesmæssige refleksioner, som fastholder læserens fulde opmærksomhed. Det er vedkommende læsning for én, som gerne vil befinde sig i et tænkende rum; det er som om der tænkes højt i disse samtaler, og man fornemmer en ægte dialog med respekt for de meget forskellige pædagogiske grundstandpunkter, som John Hattie og Nepper Larsen står for.

Udover uenighederne mellem John Hattie og Steen Nepper Larsen er der dog også fælles fodslag at spore, for eksempel omkring Bildung-tankegangen og om kritikken af top-down styring fra politisk hold. Endelig kan der også opnås fælles applaus fra John Hattie og Steen Nepper Larsen til Gert Biestas vedholdende kritik af den moderne opfattelse af, at lærere skal facilitere elevers læring – som om elever var en slags forbrugere, for hvem det drejer sig at konsumere viden.

Kong Davids søn Salomonkendes fra Bibelen som ham, der kan finde en salomonisk løsning. Salomon bedømte viist i en rettergang mellem to kvinder, der begge krævede rettigheden til at være mor til et lille barn. Salomon afgjorde i rettergangen, at barnet måtte skæres midt over, så begge kvinderne således hver kunne få sin halvdel af barnet. Men den ene kvinde råbte: ”Nej, så giv barnet til hende, den anden”. Da vidste Salomon, at hun, som ikke ville have skåret barnet midt over, var den ægte mor, og hun fik derfor tildelt barnet.

Hvorvidt Steen Nepper Larsen også kan være viis som kong Salomon vil vise sig i hans kommende samtalebog med Gert Biesta, der er den anden gigant, som Steen Nepper Larsen sætter stævne til en krydsild. Gert Biesta proklamerer, helt modsat John Hattie, at undervisning kun kan virke, når pædagogikken er usynlig; dette udfoldes især i hans bog Den smukke risiko – i uddannelse og pædagogik. Kan man finde ud af, hvem og hvorledes den ægte pædagog er? Kan man afgøre, om pædagogikkens hjerteslag først og fremmest fornemmes via synlighed – eller usynlighed?

Der rejses mange åbne spørgsmål til eftertanke i samtalebogen mellem John Hattie og Steen Nepper Larsen. Og hvis det må tillades mig at tænke på endnu et perspektiv, så skal det være, at denne gode samtale mellem disse to forskere udvides til lignende gode, åbne og eftertænksomme samtaler, hvor både forskere, politikere, lærere og forældre inddrages. Samtaler med det formål at (gen)skabe fora for tænkning over alle de vigtige uddannelsesmæssige spørgsmål; en tænkning, hvor man ikke blot har fokus skarpt rettet mod alt det, som logisk, rationelt og objektiv lader sig beskrive, analysere og evidens-bestemme – men derimod lader en mere poetisk og samvittighedsmæssig tænkemåde komme frem.

Svarene på de poetiske og samvittighedsmæssige spørgsmål kan måske ikke forventes at understøtte synlige uddannelsesmæssige resultater. Men snarere kan man forvente, at svarene blæser i vinden – for nu at inddrage Bob Dylan, som vel må siges at synge om alt det usynlige, når han bl.a. spørger:  How many seas must a white dove sail before she sleeps in the sand? The answer, my friend, is blowing in the wind. The answer is blowing in the wind.

Lærke Grandjean