Ekstraundervisnings kan komme på tale for nogle grupper af elever, forudser Jesper Christensen.

Borgmester: Vi kan blive nødt til at overveje ekstraundervisning

Hvis nedlukningen af skolerne fortsætter, bliver det nødvendigt at overveje erstatningsundervisning til mange af eleverne i fx weekender eller i løbet af sommeren. Det forudser Københavns børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S) i modstrid med regeringen og KL's udmeldinger.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Stik imod hidtidige udmeldinger fra regeringen og KL slår Københavns børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S) nu fast, at det kan komme på tale at etablere ekstraundervisning for store grupper af elever, hvis corona-krisens nedlukning af skolerne fortsætter.

For hvis nødundervisningen fortsætter, risikerer en del af de hjemsendte folkeskoleelever at få så stort et fagligt efterslæb, at det bagefter bør overvejes at indføre egentlig ekstraundervisning i form af fx sommerskoler eller fritidsundervisning, påpeger den københavnske borgmester.

Minister: Der bliver ingen ekstra undervisning, når eleverne vender tilbage

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har ellers hidtil understreget, at kommunerne og skolerne ikke skal bekymre sig om eventuelle senere krav om erstatningsundervisning, fordi der i den nuværende situation er tale om en helt ekstraordinær situation med nødundervisning.

Nogle elever skal samles op

Men det kan blive nødvendigt at genoptage diskussionen, mener Jesper Christensen.

"Hvis det her fortsætter, så er vi nødt til - både i København, men også på nationalt niveau, tænker jeg - at overveje, hvordan vi bagefter kommer op i gear igen", siger han til folkeskolen.dk.

"Fjernundervisningen kan jo aldrig erstatte god, daglig undervisning, og hvis det her fortsætter, vil der bagefter være elever, der vil have behov for at blive samlet op".

Jesper Christensen opfordrer derfor til, at diskussionen om ekstraundervisning genoptages, og at der findes en fælles løsning.

"For der vil helt klart være elever, der har brug for noget ekstra. Det kan være alt lige fra sommerskoler, øget tilbud om fritidsundervisning eller situationer, hvor nogen skal have nogle ekstra timer", siger han.

Ifølge borgmesteren skal lærere og elever selvfølgelig få "alt det ud af det, som man kan" i den nuværende hjemmeundervisning.

Men trods stejlt stigende læringskurver indenfor undervisning på diverse platforme kan undervisningen ikke erstatte den daglige undervisning i et klasselokale, påpeger han.

De sårbare og de ældste

"Derfor er vi nødt til at kigge på det igen, både i forhold til de sårbare og udsatte børn, men også bredere. Vi må se på, hvad er det for en erstatningsundervisning, der bliver nødvendig for de her grupper, hvis denne periode bliver længere", påpeger Jesper Christensen.

"Jeg tror, at man må se på det differentieret. Ud over de udsatte og sårbare børn med ekstra behov for støtte er der noget med alder. Det er klart, at hvis en elev går i 0. eller 1. klasse, så kan tabet formentlig hentes ind på de mange år, man stadig har i skolen. Men der er jo spørgsmålet om dem, der skal til eksamen", siger han.

Borgmesteren erkender, at eventuel ekstraundervisning vil kræve ekstra udgifter.

"Indtil nu har regeringen og kommunerne jo stået sammen i det her, og jeg tænker, at der vil være en fælles forståelse af, at der skal findes nogle løsninger også på det her", siger Jesper Christensen.

Retningslinjer om daglig kontakt 

For netop at sikre, at skolerne og lærerne holder en hånd under de særligt udsatte børn og unge med ekstra støttebehov har forvaltningen i landets hovedstad netop udsendt retningslinjer til skolelederne på kommunens knap 70 folkeskoler.

Heri indgår også, at lærerne skal have daglig kontakt til disse elever, der både kan være elever "med særlige støttebehov", elever i specialklasser og specialskoler - samt tosprogede elever, der enten er nyankomne eller som modtager undervisning i dansk som andetsprog.

Dermed lever kommunen op til kravene fra undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil, der netop har slået fast, at lærerne skal ringe til de udsatte elever hver dag.

Undervisningsminister: Lærerne skal ringe til de udsatte elever hver dag

"Det er selvfølgelig en opgave, vi har til hverdag, men det er ekstra vigtigt, at vi har fat i de børn nu. Det er skolelederen og læreren, der kender børnene bedst, og det er derfor, at vi helt konkret beder dem om, at de har den daglige kontakt til de børn, som de vurderer har det svært".

"Nogle af eleverne skal i måske i virkeligheden have et helt andet tilbud end at være derhjemme. De skal måske ind og have nogle mere strukturerede undervisningstilbud på skolen", siger Jesper Christensen.

Hvad så hvis man ikke kan kommunikere i telefonen?

"Så må man gøre noget andet. Måske kan fritidspædagoger komme ind over. Eller klubben. Det er ikke afgørende, at det er på telefon, men der skal være hul igennem til forældrene", understreger borgmesteren - og tilføjer:

"Vi er en stor by, og vi har mange forskellige måder at gøre tingene på. Nogle lærere vælger cykelløsningen og tager hjem og ringer på. Der er også nogen, der ringer og laver morgenvækning hver morgen".

Skole indkalder børnehaveklassebørn til sprogstimulering under nedlukning